Retfærdighedens ryttere

Retfærdighedens ryttere er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen, en af vores mest produktive filmmagere i nyere tid, især som manuskriptforfatter på alt lige fra Hævnen til Grev Axel. Ja, der er stort set ikke den genre, han ikke har forfattet, og der er overraskende mange tunge sager på hans filmografi. Ser du månen, Daniel, Susanne Biers Brødre og mange, mange andre.

Som instruktør er han bedst kendt for Blinkende lygter, Adams æbler og De grønne slagtere. Jeg kunne også smide Mænd & høns i puljen, men jeg har ikke set den, så den lader jeg ligge. De andre er værd at nævne. Især de første to.

En smule sindssygt

Jeg vil ikke afsløre for meget om handlingen. Den er trods alt helt ny og kører stadig i biograferne. Jeg er selv lige vendt hjem fra aftenens forestilling. Men jeg kan sige, at de fire hovedpersoner spillet af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro er en umage kvartet af nedbrudte individer, der hver især kæmper med deres egne dæmoner. Det er de vant til at gøre alene og på den eneste måde, de kender, men de får brug for hinanden, og selvom det bliver en smule sindssygt, kan det vise sig at være det bedste, der er sket for dem.

Derfor minder den mig om Blinkende lygter. Der er ganske vist tale om fire barndomsvenner i den halvgamle nyklassiker af samme filmmand, men de er også havnet i en lortesituation efter mange år i en gal retning, og deres seneste køretur i en lortespasserbus til Jylland udvikler sig til en selvransagelsesrejse med en ny og uventet destination.

Pludselig klinger det gamle Rolling Stones-nummer i ørerne på mig: “You can’t always get what you want, but if you try sometimes, well, you might find, you get what you need.” Ingen af hovedpersonerne i de to film får det, de ønsker, men de får det, de har brug for.

Grov, sort humor

Den er ikke helt lige så god som Blinkende lygter, men det er ikke en kritik. Jeg vil bruge sammenligningen som en ros, for den kommer rigtigt tæt på. Historien er naturligvis ny, og figurerne er meget forskellige på næsten alle punkter. Men det er den samme, grove, sorte humor blandet med den samme stensikre fornemmelse for timing og dramatik. Lige så sjov den kan blive, lige så rørende og gribende formår den også at være. Balancen er noget nær perfekt. Vi kender alle film, der bombede fælt, fordi det ikke lykkedes at finde den. Men her sidder den lige mellem øjnene. Bang!

Det er også en film med masser af actionscener, men det er ikke Lasse Spang Olsen på slap line. Misforstå mig ikke, jeg morer mig stygt over hans film også. Men han er næsten den danske Michael Bay. Han elsker, når det bliver større og mere uvirkeligt. For at låne og omskrive en anden filmmagers kritik at en filmgenre: Lasses film er som forlystelsesparker. Det er skæg og ballade, og det skal der også være plads til. Men det er ikke synderligt autentisk.

Smukt, poetisk og forløsende

Retfærdighedens ryttere har en god portion autenticitet i alt, den foretager sig. Dramaet, tragedien, de veludførte actionscener og vigtigt af alt – persongalleriet. Ja, de har deres skæve sider, men de er stadig som rigtige mennesker med ægte smerte, man kan føle og relatere til. Og filmen bruger humoren lige som mange mennesker bruger den i virkeligheden til at tage brodden af en svær situation. Måske er det netop derfor, den virker så godt. Du får en chance for at grine, græde og alt derimellem, og det er både smukt, poetisk og forløsende.

Nå ja, og det er faktisk også en julefilm. Perfekt timing.

Jeg giver den alle 10 hjerter. Der er nok spillerum i mit 10-tal til mindre skønhedsfejl her og der. Det vigtigste er den samlede oplevelse, og her er rigtigt mange store plusser. Humoren er helt fantastisk god. Produktionsniveauet er ikke bare det bedste i dansk film, men også på højde med det bedste fra udlandet. Og endelig er der historien og budskabet, der rammer alle de ømme punkter.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.