Logan Lucky

Logan Lucky er en sort komedie og kupfilm instrueret af Steven Soderbergh, der er manden bag film som Erin Brockovich, Ocean’s 11 og Magic Mike. Den 54-årige instruktør var ellers gået på pension i 2013, da han, som han udtrykte det, var blevet træt af at køre rundt i varevogne for at spejde efter nye steder at filme. Men efter et par års pause dumpede det helt rigtige manuskript ned i skødet på ham, muligvis fra hans kones kyndige hånd – rygterne lyder, hun skrev manuskriptet under et pseudonym – og så tog han ud og spejdede efter en NASCAR-racerbane.

Handlingen følger Jimmy Logan, der er alt andet end heldig. Han var som ung en lovende fodboldstjerne, men en skade endte hans karriere, og siden har han levet af byggearbejde og andre lyssky aktiviteter. Da han en dag bliver fyret, og hans ekskone samtidig oplyser ham, hun vil flytte til en anden stat med deres fælles datter, kommer han i alvorligt pengenød, så han lægger en plan for at kuppe den lokale racerbane, hvor sikkerheden er kompromitteret pga. byggearbejde. Det er timet og tilrettelagt, og han ved lige præcis hvordan. Skidegodt, Jimmy.

Soderbergh har selv beskrevet filmen som en anti-glamourøs Ocean’s 11, og det er præcis hvad den er. Luksuriøse casinoer og gentlemantyve er byttet ud med brølende racerbiler og bøvede bonderøve, men under overfladen er der en lige så gennemtænkt og veludført kupfilm, der overrasker og underholder og er et forfriskende bidrag til genren. Den er fuld af skæve karakterer, og en perlerække af store filmnavne kaster sig ud i roller, de ikke alle er vant til. James Bond som Joe Bang, filmens Dynamit-Harry minus drikkeriet, er et af filmens mange højdepunkter. Humoren er underspillet og minder meget om humoren i Ocean’s 11, så det er ikke en film, hvor du skraldgriner hele tiden, men du klukker ofte, og du keder dig aldrig.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.