Man skal smede mens jernet er varmt, og selvom George Miller fik flere tilbud fra USA, heriblandt muligheden for at instruere First Blood, den første Rambo-film, vendte han tilbage til Mad Max med et større budget i ryggen – og større ambitioner.
Den svære 2’er landede i 1981. I USA fik den titlen The Road Warrior, da 1’eren ikke var blevet et hit i de forenede stater pga. bøvl med en tidligere distributør. Warner Bros. gik så vidt som at udelukke Max i al deres markedsføring, og de amerikanske biografgængere anede ikke, at filmen var en efterfølger.
Men de fik alligevel en fantastisk filmoplevelse, for man kan se filmene uafhængigt af hinanden. Handlingen er flyttet ud i det uciviliserede ødeland, der kendetegner franchisens efterfølgere, og Max’ rolle ligner mere og mere en nyfortolket western-helt.
Større, men også bedre
Som en fremmed uden navn (næsten da), der kommer tilfældigt forbi og ondulerer skurken, før han rider – eller drøner – videre mod solnedgangen.
Det er den perfekte 2’er. Alt er større, men også bedre. Pengene er brugt på større kulisser, scener, stunts og effekter. Fundamentet er en medrivende og tempofyldt historie.
Handlingen er stadig enkel, men den er mere end bare en gentagelse af det, der virkede første gang. Samfundet er endegyldigt kollapset, kaos og anarki er den nye verdensorden, og resultatet er den velkendte og vidunderlige blanding af heavy metal, det vilde vesten og benzindrevne jernheste.
