Nicolas Cage. Er han god eller dårlig? Filmnørden Abed forsøgte at besvare spørgsmålet i et afsnit af TV-serien Community, men det viste sig at være skruphamrende umuligt. For sådan er Cage. Skruphamrende umulig.
Han kan være fremragende, og han har vundet masser af priser for sine bedste værker. Men han kan også være elendig, og hans filmografi er lige så fuld af smattede lortebunker, for at sige det pænt.
Jeg læste sidste år en interessant artikel om Cage. Ang. hans valg af filmroller og deraf svingende resultater refererede artiklen til Lindsay Gibb, forfatteren bag biografien National Treasure – Nicolas Cage. Han mener, Cage bevidst går efter roller og projekter, hvor han kan få frie rammer til at prøve noget nyt.
Det er med overvejende sandsynlighed en rigtig analyse, og det forklarer i hvert fald mange af hans mere usædvanlige beslutninger som skuespiller og filmskaber.
Amerikansk-belgisk indiefilm af græsk-svensk canadier
Mandy er en af hans seneste film, og den følger samme mønster. Det er en indiefilm skrevet og instrueret af en græsk-svensk canadier ved navn Panos Cosmatos.
Hvis du synes, efternavnet lyder bekendt, er det fordi hans far, George P. Cosmatos, er en græsk-italiensk filmmager, der har instrueret film som Rambo: First Blood Part II, Cobra og Tombstone.
Selvom George skaffede sin søn et job i filmbranchen for mere end 20 år siden som assisterende Second Unit videooperatør på Tombstone, er Panos’ filmografi ganske kort. Mandy er blot hans anden film efter en pause på otte år siden debutfilmen Beyond the Black Rainbow.
Men æblet falder ikke langt fra stammen, for selvom hans praktiske erfaringer er få, og hans film ikke er direkte sammenlignelige med faderens, da de er stilistisk meget forskellige, er der masser af kvalitet og stor filmforståelse i hans håndværk.
Handlingen følger Cage i rollen som skovhuggeren Red Miller, der bor i en øde beliggende hytte sammen med kæresten Mandy Bloom. De to er lykkelige sammen, men en nat bliver de overfaldet af en skrupskør kultleder, som mener, Mandy tilkommer ham. De efterlader Red til at dø, men de har undervurderet ham, og det kommer de til at fortryde.
Mytologisk og drømmeagtig
Den type historie er fortalt 117 gange før, men Panos har forsøgt at angribe den fra en ny vinkel. En af hans metoder er et billedsprog og en fortælleform, der bedst kan beskrives som mytologisk og drømmeagtig.
Den foregår i 1983, en relativt moderne tid med motorcykler som alternative heste, motorsave som erstatninger for sværd og en narkotikafremstillende kemiker som en slags moderne alkymist eller troldmand. Men under den moderne overflade gemmer sig en fortælling, der er mere som et gammelt sagn eller eventyr.
Der var engang et tegneseriemagasin, som blandede fantasy, science fiction og erotik, og dets titel var Heavy Metal. I 1981 lavede de en tegnefilm med en samling historier i samme stil, og en af dem foregik på en fremmed ørkenagtig planet med krigere og andre mystiske væsener. Der er noget ved Mandy, som minder mig om den film.
Oven i hatten åbner Mandy med et nummer af rocklegenderne King Crimson, og et citat, der ganske vist ikke er fra en sang, men derimod de sidste ord fra en dømt morder. Men ordlyden er helt i heavy metals ånd.
Dræbende tempo
Filmen er en anmelderdarling, og en favorit blandt filmnørder. Men jeg må ærligt indrømme, at selvom jeg vil rose Panos’ usædvanlige og interessante billedsprog og scenografi, og jeg godt kan lide genreblandinger og mystik, og jeg aldrig siger nej tak til en god omgang brutal action, så har jeg et problem med filmens tempo.
Første halvdel, før det rigtigt går løs, er som et interessant stilstudie, men af samme grund faldt jeg hele tiden ud af historien i stedet for at blive revet med. Selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke svinge mig op på mere end syv hjerter.
Det er en af de mest interessante filmoplevelser i 2018, men ikke en af de bedste eller største, når jeg lægger det hele sammen. Desværre, Cage, men jeg kan lide dig alligevel.
