Mimic er en gyser fra 1997 instrueret af Guillermo del Toro, hvis øvrige værker bl.a. tæller Blade II og The Shape of Water. Den er baseret på en novelle af Donald A. Wollheim.
Da en dødelig sygdom spredes via kakerlakker i New York, udvikler dr. Susan Tyler (Mira Sorvino) en knæler-termit-hybrid, den såkaldte Judas-art, for at bekæmpe kakerlakkerne. Eksperimentet er tilsyneladende en succes. Men tre år senere opstår et nyt problem.
Det er en lille og relativt ukendt 90’er-gyser. Jeg husker at have set den, men den plantede sig hverken i min hukommelse eller i popkulturen på samme måde som f.eks. Species og Aliens.
Gensynet er derfor en stor åbenbaring. Det er en flot, stemningsfyldt, velskrevet film. Del Toro var allerede dengang en fantastisk filmmager, og det relativt simple og på sin vis halvdumme insekt-monster-plot forvandles til en thriller, der hæver sig langt over tilsvarende genrefilm.