Moonraker er den 11. Bond-film og den fjerde med Roger Moore, der overtog rollen efter George Lazenbys ene forsøg. Det er også den anden film med Richard Kiel som håndlangeren Jaws.
Bond-skurken er Hugo Drax spillet af Michael Lonsdale, og han har netop forladt os den 21. september. Han blev 89 år. Han er også kendt fra bl.a. den originale Sjakalen (The Day of the Jackal).
Han er en Bond-skurk efter alle franchisens regler – og måske et par ekstra stereotyper for en sikkerheds skyld. En megalomanisk mangemilliardær med ambitioner så store, at Jorden ikke slår til, hvorfor han vil erobre rummet. Og naturligvis en excentriker, der underholder smukke grevinder med sine musikalske evner på et fransk chateau, han har importeret sten for sten og genopbygget i Californien.
Nå ja, og så har han naturligvis også sin egen astronaut-skole fuld af unge, smukke og tilpas letpåklædte kvinder – og mænd, såmænd.
Bond lægger vejen forbi, da det britiske luftvåben har mistet en rumfærge bygget af Drax Industries. Drax kan ikke lide snushaner og forsøger at gøre kål på ham. Men Bond er naturligvis Bond, så det er nemmere sagt end gjort.
Roger Moore-æraen er en munter affære, og som jeg også beskrev, da jeg anmeldte The Spy Who Loved Me, var han min barndoms yndlings-Bond. Der er masser af humor og endda overraskende fjollet fanden-på-halen-komik, jeg næsten havde glemt. Men det passer til Moores Bond.
Den er fuld af klassiske Bond-scener inkl. mindst én, Chevy Chase og Dan Aykroyd parodierede i Vi er spioner fra 1985. Der er masser af alt det, der gør Bond unik. Smarte gadgets, fantastiske stunts og smukke kvinder, som Bond nedlægger på stribe. Og så lige en stor finale i rummet.
Det er en over-the-top-spionfilm og (endnu) et skønt gensyn med Bond og co.
