Karen Russell og Linnea Quigley.
Murder Weapon er en erotisk gyser fra 1989 instrueret af David DeCoteau under pseudonymet Ellen Cabot. Det er aftenens anden film i en filmboks fra 88 Films med titlen The Best of 80s Scream Queens.
Filmene lever ikke op til den pralende titel, men damerne er ganske rigtigt nogle af årtiets genredronninger. Legenden Linnea Quigley er en af hovedpersonerne i alle tre film. Penthouse-modellen Michelle Bauer gør hende selskab i to af filmene. De øvrige er marinebiologen Brinke Stevens, wrestleren Mindi Miller og yoga-instruktøren Karen Russell.
Hvis du elsker 80’er-snask, er de fem damer uundgåelige. Du vil møde dem igen og igen i utallige film. De er skønne og især talentfulde på ét punkt.
De tre film er alle filmatiseret af DeCoteau, omend han kun lægger eget navn til én af dem. Ifølge IMDb er ”Ellen Cabot” hans version af ”Alan Smithee” – et populært pseudonym anvendt af mange andre filmmagere, når de undsiger en film.
Han fortalte Draculina Magazine, at navnet stammede fra en high school kæreste. Hun var en ”screaming bitch,” og derfor brugte han hendes navn til sine dårlige film. Senere fortalte han Femme Fatale Magazine, at historien var løgn.
Jeg formoder, det stadig er sandt, at han syntes, filmene var dårlige. For det er de.
De tre titler i boksen er Deadly Embrace, Murder Weapon (denne) og Nightmare Sisters. Han lægger navn til Nightmare Sisters. Mere om det i den anmeldelse.
Kniven med det røde skæfte
Denne gang følger vi to veninder, som begge er udskrevet fra en lukket afdeling. De bor sammen, er tilsyneladende døtre af mafiabosser, og det åbne spørgsmål er, om de er helt raske. I hvert fald har de begge erotiske drømme med sex og mord.
Det skal dog ikke afholde dem fra at invitere en større flok ekskærester til sexfest, som man jo gør. Mens pigerne tager sig af de mange handyr i hvert sit soveværelse, begynder fyrene, der stadig venter på deres tur, at blive myrdet én efter én.
Mange film i denne genre blander sex og mord, men vinklen med at invitere ekskærester er alligevel lidt mærkelig. Jeg kan heller ikke regne ud, hvad formålet med mafiavinklen egentlig er. Måske bare et vildspor for at narre publikum.
Gode slasherfilm mikser det hele bedre. De bruger mere tid på karaktererne, og der er større variation i persongalleriet. Her får vi en ligegyldig flok, hvor næsten alle er 1:1 erstattelige med den næste i række. Kun light-udgaven af Nick fra Blomsterbørns børn er sin egen type.
Den er en anelse mere spændende og underholdende end Deadly Embrace. Tempoet er højere. Der er nogle ganske fede effekter her og der. Skuespillet er stadig dårligt, og handlingen er ikke bedre. Men indenfor sin genre klarer den sig en anelse bedre.
