North by Northwest

North by Northwest, også kaldet Menneskejagt herhjemme, er en thriller fra 1959 instrueret af Alfred Hitchcock. Han er naturligvis manden bag klassikere som Psycho og The Birds.

I modsætning til mange andre Hitchcock-film er den ikke baseret på en roman. Manuskriptet er originalt og inspireret af en vandrehistorie indenfor spionverdenen. Hitchcock købte idéen af en journalist og krydrede den med sine egne idéer til forskellige scener.

Cary Grant, en af Hollywoods gamle stjerner, er reklamemanden Roger Thornhill, der forveksles med en hemmelig agent ved navn George Kaplan. Han kidnappes af nogle skurkagtige typer, som insisterer på, han forsøger at forpurre deres planer.

På skurkesiden finder vi James Mason, bedre kendt som kaptajn Nemo i 20,000 Leagues Under the Sea, samt Martin Landau, der blev en del af holdet i den originale Mission: Impossible.

Den definitive Hitchcock-film

Ernest Lehman, der forvandlede idéerne til et færdigt manuskript, ønskede at skrive den definitive Hitchcock-film. Den mission er lykkedes, for filmen er en genreklassiker, der har inspireret utallige andre siden.

Det amerikanske nationalbibliotek har for længst optaget den i deres arkiver som et stykke bevaringsværdigt filmhistorie. Den scorer 97 procent på Rotten Tomatoes, og den figurerer både ofte og højt på lister over de bedste film nogensinde.

Det er alt sammen rigtigt. Det er en medrivende thriller med et spændende og oftest uforudsigeligt plot. Der er flere gode, uventede drejninger, og dem, du regner ud, er ikke mindre tilfredsstillende af den grund.

Den holder rigtigt godt i dag også, selvom den enkelte steder er en smule naiv. F.eks. ville politiet næppe tage både Thornhill og hans mor med ud for at efterforske hans forklaring om den indledende kidnapning.

Advarsel! Spoilere i dette afsnit!

Der er også et relativt stort plothul. Skurkene er overbeviste om, at Thornhill er Kaplan. Så hvordan kan det give mening for dem, at de kan lokke ham i en fælde ved at arrangere et møde med Kaplan?!

Men det ændrer ikke på, at filmen er medrivende og veludført. Det er godt, gammeldags håndværk med dygtige aktører og en gammel mester i førersædet.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.