Octopussy er en spionfilm fra 1983 instrueret af John Glen. Han instruerede fem Bond-film i træk, de sidste tre med Roger Moore og de to med Timothy Dalton. Dette er den sjette og næstsidste film med Moore som Bond.
Det er den første og eneste Bond-film, hvor en Bond-pige vender tilbage i en ny rolle. Æren tilfalder svenske Maud Adams, der optager titelrollen denne gang. Tidligere var hun Scaramangas elskerinde i The Man with the Golden Gun.
Denne gang er Bond oppe imod en herskersyg Sovjet-general spillet af 80’ernes go-to-russer, Steven Berkoff, samt en afghansk eksilprins og blæksprutte-damen, hvis charmerende væsen gør særligt indtryk på Bond.
Det hele begynder med mordet på en klovneklædt kollega, agent 009, som undslipper med et falsk Fabergé-æg. Bond sættes på sagen, og sporene fører ham i armene på både skurke og skurkinder.
Original kællingeknude
Forfatteren Ian Fleming skrev en novelle med titlen Octopussy, og den indgår delvist i karakterens baggrundshistorie. Men resten af filmen er original, og måske er det årsagen til, at plottrådene ligner en kællingeknude.
Tre skurke er næsten to for mange. Deres relationer, motiver og rolle i den store plan er godt gemt væk i handlingen. Ikke at den store plan selv er bedre. Men den giver Bond noget at lave i underholdningens navn.
Der har altid været mere humor i Moores Bond-film, men denne gang er der nogle ret fjollede eksempler, hvor alvoren skrider i en figurativ bananskræl. Nej, der er ingen bananskræller i filmen. Det er blot et spoilerfrit billede på, hvor linjen er lagt.
God, gammeldags eskapisme
I det mindste er der masser af action. På det punkt holder Bond-filmene fanen højt, og som altid har stunt- og effektfolkene gjort sit bedste for at skubbe til grænserne. Der er flere scener, hvor jeg faktisk tænkte, at de stakkels stuntmænd kunne møde deres skaber, hvis et eller andet smutter.
Det er en underholdende film. Jeg lyder måske lidt hård i min bedømmelse af plottet. Man kan sagtens smide hovedet i køkkenvasken og blot følge Bond rundt i jagten på nye spor, smukke damer og andre livsfarlige situationer. Det er stadig god, gammeldags eskapisme.
