Olsen-banden overgiver sig aldrig er den 11. film i serien. Det er også filmen med den absolut bedste åbningsscene af dem alle efter min ydmyge mening. Det er den, hvor de bygger en lego-robot!
Men det er naturligvis et kup dømt til at fejle, så Egon kan ryge i fængsel og lægge den store plan, som er filmens omdrejningspunkt.
Denne gang handler det om økonomi. Fordi ingen ligger inde med kontanter længere. I stedet skal banden stjæle et regnskab og som betaling modtage aktiemajoriteten i Magasin. Men du kan nok gætte, hvad der sker.
Den er en film uden de helt store, klassiske scener a la Det Kongelige Teater og rådhusuret. Men der er øjeblikke af overordentlig skønhed i mange scener.
Den er bundsolid og ægte Olsen-banden-god. Det berygtede trekløver render rundt og rundt, som vi kender dem bedst. Alt går efter planen til “de” tager røven på Egon (igen), og så kommer f.eks. politiet. Opskriften er velkendt, men ekstraordinært holdbar.
Det er ment som en stor ros. Der findes andre film i serien, hvor de nye påfund og varianterne over de gamle temaer ikke rammer plet. Denne gang kan man måske savne kirsebærret på toppen. Men resten af kagen er perfekt.
