Olsen-banden på spanden er den anden film i rækken. Erik Balling og Henning Bahs kæmper videre med opskriften, og denne gang er den overraskende langt fra alt det, der kendetegner de folkekære banditter.
De har ganske vist droppet pornoen og de lystige damer. Kjeld har også mistet et af sine børn, men det er der ingen, der nævner. Benny har til gengæld fundet sin rigtige bil, blot i den forkerte farve.
Den store afstikker ligger i selve plottet. Egon er nemlig blevet forelsket i en socialrådgiver, der forsøger at resocialisere ham. Forbrydelse betaler sig ikke, mener hun. I Olsen-bandens tilfælde er det oftest rigtigt, men de lærer det aldrig alligevel.
Denne gang gør de dog et ihærdigt forsøg. Det er ikke blot en alternativ åbning indtil Egon bliver røvrendt og vender tilbage til sine gamle vaner. Næ, de prøver og prøver og prøver.
Sjov, men atypisk
Der går en halv film med lovlydigt arbejde, så bliver de uskyldigt anklaget for en international forbrydelse og bruger resten af tiden på at prøve at rense sig selv. Det må være den mest atypiske Olsen-banden-film af dem alle.
Det er en sjov og underholdende film. Måske også en af de mest overraskende i serien, fordi handlingen ikke følger opskriften. Men det føles ikke rigtigt som Olsen-banden. Man savner de klassiske, velkendte løjer.
Heldigvis er det dygtige, folkekære komikere, og filmen introducerer herlige Dynamit-Harry. Ghita Nørby er en sød, ung dame. Børge vokser med opgaven som bandens uofficielle, fjerde medlem. Dog ser vi for lidt til Yvonne.
Preben Kaas vandt en Bodil for Bedste mandlige birolle.
