Olsen-banden i Jylland er den tredje film i rækken. Det er en klassiker, men de leger stadig med opskriften. Den er ikke helt på plads endnu.
Filmen starter ikke med et mislykket kup som de to foregående og mange andre siden. Vi springer direkte til kendingsmelodien efterfulgt af Egons løsladelse.
De har klogeligt droppet forgængerens idéer om resocialisering. Banden er bedst, når de er ude på noget. Det er dog ikke et kup denne gang, men en skattejagt i en gammel, tysk bunker i det fjerne, fjerne Jylland.
Yvonne og Børge er mere med igen, og det er skønt at se. Især Kirsten Walther tilfører nødvendigt modspil til Ove Sprogøes Egon. Deres skænderier er skideskægge.
Man savner ganske vist de to betjente Holm og Jensen, spillet af Ole Ernst og Axel Strøbye. Det gjorde man også i de forrige film, men der fik man i stedet Poul Reichhardt og Peter Steen som ordensmagtens repræsentanter.
Stetoskop og gummihandsker
Peter Steen har skiftet politiuniformen ud med en militær ditto i denne omgang. Han er dog ikke mindre uduelig af den grund.
Det øvrige galleri tæller bl.a. Helle Virkner og Willy Rathnov som et par rivaliserende skattejægere. Karl Stegger er en lokal skrothandler og krejlerkonge.
Preben Kaas er ellers lige blevet introduceret som Dynamit-Harry i 2’eren, men nu spiller han en anden karakter med tilsvarende trang til masseødelæggelse.
Det er en herlig, gammel komedie, og man tilgiver hurtigt, at opskriften (stadig) er en anden. Bandens karakterer og dynamik er på plads, og handlingen er fuld af gode løjer.
Selvom det ikke er en kupfilm med en af Egons skøre planer, er det en film i bandens ånd. Desuden introducerer den det gode, gamle Franz Jäger-pengeskab, og endelig ser vi Egon med stetoskop og gummihandsker.
