The Toy Box

Bizarre! Shocking Beyond Belief! En Pandoras æske af freudiansk pervisitet! Et sanseløst miks af sex, sci-fi, skræk og stoffer. Du kommer aldrig at se en film som denne igen!

Sådan lyder ordene på omslaget på min DVD. Distributøren ruller alle superlativerne ud, og jeg gik i fælden. Jeg er målløs, men ikke af chok. Bare almindeligt paf.

Handlingen følger et ungt par, der tager til fester hos en, de kalder onkel. Her bliver de betalt for at optræde med små, halvperverse rollespil. Det har stået på i flere år, men aftenens fest tager en uventet drejning.

Det er i bund og grund en softcore pornofilm med et amatøragtigt gyser-plot. Folkene bag kameraet har størst fokus på sex og nøgne damer. Den er på intet tidspunkt uhyggelig, kun mærkelig.

Dum og lummer

Håndværket er elendigt. Langt under B-niveau. Skrækkeligt skuespil og et forfærdeligt, usammenhængende manuskript. Der er en besynderlig indforståethed i handlingen, for ingen har bekymret sig for, om det er forståeligt for os andre. Hint: det er det ikke.

Alt det, den mangler som film, undskylder den med bryster, bagdele og buskede 70’er-duske. Heriblandt svenske Uschi Digard, der var en af 70’ernes mest aktive softcore- og sexploitation-damer. Hun har bl.a. lavet adskillige film med Russ Meyer, den berygtede brystkonge kendt for film som Supervixen (med Digard).

Jeg så den færdig. I modsætning til visse Jean Rollin-film er den ikke langsommelig og prætentiøs. Den er bare dum og lummer. Hvilket beskriver de fleste pornofilm. Jeg forblev nysgerrig. Men tilfredsstillelsen udeblev.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.