Olsen-bandens store kup er den fjerde film af de i alt 14 film om den berygtede bande bestående af Egon, Benny, Kjeld og i visse situationer Børge og sågar Yvonne mfl.
Opskriften er velkendt, men som jeg har erfaret ved disse gensyn, er Erik Balling og Henning Bahs lidt længere om at finde den i de første film. F.eks. var forgængeren en skattejagt i Jylland, ikke en kupfilm.
Denne gang er vi tilbage på sporet. Altså ikke i bogstavelig forstand. Det sker først i Olsen-banden på sporet, høhø. Næ, i figurativ forstand. Egon og co. kaster sig ud i et kup til millioner. Helt nøjagtigt fire stykker.
Filmen introducerer også en rivaliserende bande, hvis medlemmer tæller “Kongen” (Arthur Jensen), “Knægten” (Poul Reichhardt) og den yndige Sonja (Annika Persson). Nogen skal jo tage røven på Egon.
Den øvrige rolleliste er ikke helt på plads endnu. Her savnes Axel Strøbye og Ole Ernst som hhv. Jensen og Holm hos politiet. I stedet får vi Jesper Langberg som kriminalassistent Mortensen og Bjørn Watt Boolsen som den nye politichef.
Boolsen er jo bedst kendt som Holm-Hansen, Bang-Johansen mfl. i de øvrige film. Lyssky direktører og lignende, der tager røven på Egon igen og igen. Men dette er hans første medvirken, og han starter sørme som repræsentant for ordensmagten.
Det er en sjov og hyggelig film med masser af morsomme løjer og finurlige spidsfindigheder. Den rivaliserende bande har en vis charme, og Langberg giver den gas som en svært uheldig politimand, hvis bedste er langt fra godt nok.
Men man savner et eller andet ekstra. En af de store, uforglemmelige Olsen-banden-scener. Selv kuppet er relativt enkelt. Men jeg hyggede mig som altid.
