Peacemaker

Peacemaker er en superhelteserie fra 2021 skabt af James Gunn, der har skrevet alle afsnittene i første sæson og instrueret flertallet. Det er den første DCEU-serie og et spin-off til The Suicide Squad.

John Cena er tilbage i rollen som anti-helten Peacemaker. Han blev ganske vist skudt i filmen, og en bygning væltede ned over ham. Men han slap med et brækket kraveben, og mere forklaring behøver vi ikke.

Han blev idømt 30 års fængsel for mordet på Rick Flagg, men hans særlige talenter og “expendability” køber ham en billet til friheden, da han rekrutteres til Project Butterfly.

Superhelte-joke

Det er et overraskende valg til den første DCEU-serie, men ikke desto mindre genialt. Warner Bros. har brug for succes, og James Gunn har vist sig at være en hitmager.

Han gjorde det med Guardians of the Galaxy hos Marvel. Han gav selvmordsenheden et flot comeback hos DC. Peacemaker slår det afgørende fast, han mestrer spøjse outsidere og sort humor.

Det er en skideskæg serie. Titelfiguren er en superhelte-joke, en omvandrende action-kliché og en stor, dum hulemand, både bogstaveligt talt og i overført betydning. Han er så langt fra helte-arketypen, som man kan komme. Men det er sjovt, og det virker.

Overraskende god

Ud over fantastisk humor er der masser af fremragende action, og lige som i filmen er det blodigt og brutalt – og ofte skørt.

Men der er også drama. Imod alle forventninger rummer titelfiguren mere end først antaget. Man skal bare lige lære ham at kende. Cena spiller sin muskuløse bagdel ud af bukserne, og han er overraskende god.

Som i en hver god serie er hele rollelisten god. De er en broget flok, ikke kun dem i kostumer, men også resten af den hemmelige enhed. Der er lidt til en hver smag.

Du kan se den på Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.