Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl er et actioneventyr fra 2003 instrueret af Gore Verbinski. Han er også manden bag de to første efterfølgere samt bl.a. Mus i eget hus og The Ring.
Det er den første af de fem film med Johnny Depp som piraten Jack Sparrow. Filmene er baseret på en forlystelse i Disneyland, men karaktererne er skabt til filmene.
Orlando Bloom er våbensmeden Will Turner. Som barn blev han fundet efter et skibsbrud af guvernørens datter, Elizabeth Swann (Keira Knightley), og hun var så fræk at snuppe den medaljon, han havde om halsen.
Mange år senere bliver deres by angrebet af det berygtede piratskib, The Black Pearl, hvis kaptajn og mandskab leder efter den famæse medaljon. I samme ombæring kidnapper de den unge frøken Swann.
Det er en moderne, men også god, gammeldags sørøverhistorie. Hvis du kender dine piratfilm, vil du spotte nogle scener, der hylder de gamle klassikere, f.eks. The Crimson Pirate med Burt Lancaster.
Den pilskæve pirat
Selvom Turner og Swann er de to hovedpersoner, løber Sparrow med al opmærksomheden. Han er et slags komisk element, men også en kompetent sværdfægter og sømand, når han opper sig.
De færreste havde formentlig gættet, han ville blive så populær. Faktisk frygtede Disney, han ville ødelægge filmen. De kunne ikke regne ud, om han var fuld eller homoseksuel. Selv havde han baseret karakteren på rockstjernen Keith Richards.
Instruktøren og produceren Jerry Bruckheimer valgte dog at stole på Depp, ikke mindst fordi de samtidig havde en mere klassisk filmhelt a la Errol Flynn i Orlando Bloom overfor Depp. Og som historien viste, ramte Depp plet.
Det er en visuelt imponerende fantasy-film. CGI-effekterne er stadig flotte, og kulisser, kostumer, stuntarbejdet, fægtescener m.m. er altsammen en episk storfilm værdig.
Den er inspireret af de store genreklassikere, og den sætter alle de forventede flueben. Men den vender også det typiske pirat-plot på hovedet, da den ikke handler om at finde en skat, men returnere den pga. forbandelsen.
Den byder naturligvis på både spænding, drama og romantik. Det er en storslået familiefilm og en vaskeægte nyklassiker.