Polar er en actionthriller baseret på en tegneserie fra Dark Horse Comics med Mads Mikkelsen i hovedrollen som lejemorderen Duncan Vizla, også kendt som “The Black Kaiser.” Han forbereder sin pension og kan se frem til en gavmild udbetaling på 8 mio. dollars. Uheldigvis er gode løn- og arbejdsvilkår i lejemordsbranchen en by i Rusland, og hans arbejdsgiver vil hellere spare pengene ved at myrde ham.
Anmelderne hader den allerede. På Rotten Tomatoes må den nøjes med sølle 21 procent, og herhjemme har Ekstra Bladets Henrik Queitsch kaldt den noget af det ringeste, streaming-tjenesten længe har lagt navn til. Men hvad ved anmeldere egentlig om film?
Humoristisk ubalance
Lad os starte med det – trods alt – negative. Åbningsscenen byder på det mest elendige lejemord, jeg nogensinde har set på film. Det er ikke dårligt filmhåndværk, for sådan er den flok sjuskede amatørlejemordere skrevet. Men de skal være glade for, deres offer allerede var høj på coke, viagra og almindelig kådhed.
Det er dog underholdende, og for alle os, der kender manden i rollen som offeret – en fyr ved navn Johnny Knoxville – er der ingen tvivl om, at scenen er lavet i komikkens bredt favnende og ofte tilgivende navn. Mon ikke dem, der ikke kender ham, også vil lugte lunten før scenen er omme.
Scenen og humoren er ikke i sig selv et problem, hvis filmen var en gennemført skør komedie. Men det er den ikke, og det kan udløse en berettiget kritik. Der er også humor i mange af Mads’ scener, men den er mere tør og underspillet.
Endelig er der skurken, den skruppelløse hr. Blut, spillet af den britiske komiker Matt Lucas, kendt fra Little Britain og senest Doctor Who. Han er modbydelig og ondskabsfuld, men samtidig latterfremkaldende, og han ville ligeledes passe bedre ind i en skør komedie.
Filmen bliver mere og mere alvorlig undervejs, og derfor kan man undre sig over humoren i scenerne med lejemorderne fra åbningsscenen samt hr. Blut. Der opstår en ubalance, som meget vel kan være et problem for mange.
Ud over humor versus alvor kunne man også tale om andre kunstneriske valg, f.eks. blandingen af sex og vold, og hvorvidt de scener passer ind eller stikker ud.
Glædeligt overrasket
Som du kan høre, kan jeg godt få øje på gode grunde til at have en anden holdning til filmen. Men en god filmoplevelse handler også om følelser og underholdningsværdi, og om at blive revet med uanset hvad der foregår på skærmen eller lærredet.
De værste film er ikke altid dem med flest plothuller, dårligt skuespil, dumme handlingsforløb eller væg-til-væg-CGI. Alle de tekniske detaljer kan være ligegyldige, hvis bare du morer dig.
Jeg var engageret fra start til slut. Historien fangede mig, jeg følte med karaktererne, og jeg nød den brutale, velproducerede action, der minder mig om film som John Wick og Oldboy – for ikke at glemme en af Mads’ egne film, Nicolas Winding Refns Valhalla Rising – samt de gennemtænkte lejemord og Duncans kølige stil og metoder, der fik mig til at tænke på Luc Bessons Léon.
Der er mange velkendte elementer, men de indgår i en kontekst, hvor de fungerer, og handlingen er dejligt uforudsigelig og yderst seværdig. Jeg blev glædeligt og positivt overrasket. Et førstehåndsindtryk er ikke altid lige så vigtigt, som det indtryk, man efterlades med. Jeg overgav mig og endte med at bare nyde den.
