Prison Break er en dramaserie fra 2005. Den kørte i 4 sæsoner. Senere vendte den tilbage med en femte sæson i 2017.
Handlingen følger to brødre, Lincoln og Michael spillet af hhv. Dominic Purcell og Wentworth Miller. De to har senere dannet par igen i The Flash som superskurkene Heat Wave og Captain Cold. Men det er en anden snak.
Lincoln sidder i fængsel, dømt til døden for en forbrydelse, han ikke har begået. Michael begår en forbrydelse for at blive sat i fængsel og redde sin bror. Han har nemlig brugt tiden fornuftigt og lagt en snedig plan, så de kan bryde ud sammen.
Første sæson handler primært om at iværksætte planen og forberede flugten. Det er også den mest interessante del af serien. Senere udvikler tingene sig, og de to brødre samt en række cellekammerater havner sammen i nye fængsler, hvor de atter må bryde ud.
Det er et udmærket drama at følge, men de mange plottråde ender lidt for ofte i en uskøn kællingeknude.
Grænseløs irritation
Konspirationens sideløbende handlingsforløb sejler fra begyndelsen. F.eks. irriterer det mig grænseløst, at de to korrupte Secret Service-agenter går cover-up-amok i første sæson.
Da serien begynder, har Lincoln en måned tilbage, før han skal henrettes. Han har siddet i fængsel i tre år og opbrugt alle sine appelmuligheder. Det lakker mod enden.
Med andre ord: De korrupte agenter har al grund til at formode, at planen er på skinner. At Lincoln vil blive henrettet. I de foregående tre år har det ikke været nødvendigt at myrde alle, der kunne udgøre den mindste trussel.
Ja, faktisk er det alene deres egne uovervejede sidste-minut-cover-up-handlinger, der udløser yderligere efterforskning fra nogle af Lincolns venner. Torskedumt.
Mere godt end skidt
Det opvejes heldigvis af fængselsdramaet og flugtplanen. På det punkt står serien langt bedre. Det samme gælder anden sæson, hvor flugten fortsætter udenfor med FBI i hælene.
Der er masser af gode karakterer udover de to brødre, og rollelisten byder på kompetente herrer og damer som Stacy Keach, Peter Stormare, Frank Grillo og Robin Tunney mfl.
Jeg kan sagtens anbefale den. Jeg kom da også igennem alle fem sæsoner, trods alt.
Pr. 10. december 2021 kan du se den på Disney Plus.