Deadpool 2 måtte naturligvis komme. Selvom Disney er ved at købe 20th Century Fox, er Deadpool en succes, at de ikke kan ignorere. Han ville heller ikke passe ind i Marvels øvrige filmunivers, så der er al mulig grund til at holde hans egen franchise i live.
Hvis du tænker, at Disney aldrig vil lade deres datterselskaber lave R-ratede film, vil jeg minde om, at Disney ejede Miramax, da de lavede film som Pulp Fiction og Kill Bill.
Den første film var ifølge Deadpool selv en kærlighedsfilm. 2’eren er en familiefilm. Den åbenmundede lejemorder forsøger at blive en del af X-Men-holdet og udføre heltegerninger sammen med de andre. Det er dog nemmere sagt end gjort.
Guldkorn og væg-til-væg-action
Der er mange gode overraskelser. Den klassiske 2’er-opskrift er fulgt. Alting er større, men når det er uden grund – dovne forfattere – sørger Deadpool selv for at påpege det. Der er en kølig distance til både genrens og Hollywoods værste klichéer. Derfor kan Deadpool også charmere og tiltrække mange, som ikke normalt er til superhelte.
Humoren er naturligvis den samme som i 1’eren. Der er masser af den, også selvom den har et par dystre øjeblikke her og der. Den er plat og sjofel. Hvis man ikke kan lide den type humor, så er der intet at gøre. Men hvis man kan lide den, får man guldkorn efter guldkorn efter guldkorn.
Men den glemmer ikke at være en superheltefilm også. Der er væg-til-væg-action. Deadpools nye rekrutter, venner og fjender, holder trit med ham på hver sin måde. Det kan være svært at gentage en overraskende succes, men det er lykkedes for Deadpool 2.
