Raising Cain er en psykologisk thriller fra 1992 skrevet og instrueret af Brian De Palma. Han er manden bag adskillige genreklassikere, både store og små. Sisters, Obsession og Dressed to Kill er et lille udpluk.
John Lithgow er dr. Carter Nix, børnepsykolog, ægtemand og far til en lille pige. Han har en frygtelig hemmelighed, jeg ikke vil afsløre her. Lad os bare sige, den giver Lithgow alle muligheder for at udfolde sit mangesidede skuespilstalent.
De Palma er ikke direkte inspireret af et eller flere Hitchcock-værker i denne omgang. Men filmen repræsenterer et hjemkomst til genren, og instruktøren skæver atter til sin afdøde kollega. Han låner filmteknikker og fortællestil samt temaer og plotelementer.
Man kan sige, det er hans hidtil mest originale Hitchcock-film. Hvilket jeg siger i den bedste mening. Jeg er vild med både den gamle mester og De Palmas nyfortolkninger. Han formår hver gang at skabe noget nyt.
Det gør han så sandelig også her. Du får et psykologisk puslespil af en thriller med mord, hede affærer, intriger og dyngevis af uventede drejninger. Alt sammen leveret med sort humor og fremragende håndværk.
Det er en film for filmnørder, og den excellerer på især to områder. Scenografien – hvis det ord dækker billedsiden til fulde – og Lithgows skælmske, yderst fornøjelige, sært charmerende præstation.
