Fyrre, fed og færdig, siger man. Men Stallone var allerede fyldt 40, da han indspillede Rambo III i 1988, og han har begået mange af sine største film siden. Den gamle talemåde hører i hvert fald ikke hjemme i Hollywood.
Nu er Rambo tilbage i en alder af 62 år. Pensionsmoden, men propfuld af steroider og gnaven som kun gamle mænd kan være det.
Han er havnet i Burma, et væmmeligt sted, hvor militante magthavere slagter uskyldige mennesker dagligt. Men han har trukket sig tilbage og forsøger at leve i fred.
Det ændrer sig, da en ung kvinde fra en hjælpeorganisation lokker ham til at hjælpe hende med at gøre dagens gode gerning. De er ude, hvor de ikke kan bunde, og så må Rambo gøre det, han gør bedst.
Meget kan man sige om Rambo-filmene, men det skal man ikke. Nøgleordet er action. Masser af action. Det er en film for drengerøve, og sådan skal det være.
I en tid, hvor action næsten er et fy-ord, og hvor der skal være en dybere mening med alt, er det faktisk befriende, at man ikke skal støve sine gamle VHS-bånd af for at se noget, hvor man kan slå hjernen fra og bare lade tiden gå.
John Rambo fører dig sikkert igennem de næste par timer.
