Ratatouille er en 3D-animeret komedie fra 2007 skrevet og instrueret af Brad Bird. Han er manden bag bl.a. The Iron Giant og The Incredibles.
Handlingen følger Remy, en ualmindelig rotte. Han har nemlig følsomme smagsløg og er ualmindeligt kræsen. Han kan ikke nøjes med resterne i skraldespanden, så han lister ind for at guffe af de friske madvarer, og da han ser en række tv-programmer om mad, begynder han at drømme om selv at skabe nye retter, og blive kok.
En umulig drøm, skulle man tro, men skæbnen vil, at Remy havner i hjertet af Paris, hvor han bliver ven med en ung mand, der arbejder på en fin, fransk restaurant.
Det er en klassisk Disney-fortælling om én i flokken, der ikke vil være som de andre, men følger sit eget hoved for at jagte sine drømme. En historie om at kæmpe imod alle odds, som kun amerikanere kan skrive dem. Og naturligvis har den et budskab, man ikke kan indvende noget imod.
Den er sød, sjov og spændende, men også en anelse forudsigelig. Det ændrer dog ikke på, den er mægtigt god.