Renfield er en gyserkomedie fra 2023 instrueret af Chris McKay. Han er også manden bag The Lego Batman Movie. Mange vil formentlig genkende titlen som navnet på Draculas insektguffende tjener.
Det er den 117. film baseret på Bram Stokers gamle værk om den mest berømte vampyr af dem alle, mørkets fyrste og al den jazz. Men denne gang er fokus på Renfield, hans slavebundne stik-i-rend-dreng, og fortællingen forløber ikke, som den plejer.
Han spilles af Nicholas Hoult, kendt som bl.a. den unge Hank McCoy i X-Men-filmene. Historien er nået til vores nutid, og den udødelige duo er flyttet til New Orleans i USA, hvor Dracula samler kræfter efter sit seneste nederlag. Imens bruger Renfield tiden på noget nyt.
Han deltager nemlig i en selvhjælpsgruppe for personer i voldelige og på anden vis giftige forhold. Egentlig ledte han efter nye ofre til Dracula, men det går op for ham, at hans eget forhold til Dracula minder uhyggeligt meget om de andres forhold til mennesker i deres liv.
Dracula møder Kick-Ass
Filmen udvikler sig derfor til en selvransagelsesrejse for Renfield, og det ender naturligvis med et opgør mellem ham og den gamle greve.
Måske har du allerede tænkt, hvad er nu det for noget woke pjat. Men bare rolig. Den er skidesjov, og den går til de nye tider og fænomener på samme kompromisløse godstogsmanér som f.eks. den animerede serie, Harley Quinn.
Samtidig er der masser af superfed action a la Kick-Ass og lignende. Brutal og blodig, men også galgenhumoristisk. Vi taler om afrykkede lemmer og andet splat på den sjove måde.
Filmens anden Nicolas (uden H), selveste hr. Cage, spiller den ikoniske rolle som Dracula. Han er forrygende. Perfekt i sin overspillede teatralskhed, uhyggeligt sjov og en dødgod parodi på tidligere tiders legendariske udgaver, både Christopher Lee og Bela Lugosi.
Det er for mig én stor, positiv overraskelse. Andre har formentlig fået den galt i halsen, hvorfor den ligger helt nede på 58% på Rotten Tomatoes. Men jeg havde en fest.