Kick-Ass

Dave er en helt almindelig teenager. Han er ikke specielt atletisk. Han er ikke specielt begavet. Han er en anelse nørdet, men ikke usædvanligt nørdet. Han har ingen piercinger, spiseforstyrrelse eller 3.000 venner på Myspace. Han er usynlig for pigerne, men han kan ikke tænke på andet, og han spiller pik hele tiden. Han er bare en teenager. En helt almindelig teenager.

Men han læser tegneserier, og han overvejer at blive superhelt. Han synes, man burde hjælpe andre, hvis man kan. Spørgsmålet er, om han kan.

Hit-Girl, en af de andre superhelte i filmen, er en 11-årig pige. Og hendes far (Nicolas Cage) kalder sig Big Daddy. Men det er ikke en børnefilm. Tværtimod. Man spiller ikke pik i en børnefilm. Der er masser af rå og blodig vold, og den 11-årige pige bander som en sømand. Af samme grund har filmen naturligvis mødt kritik. Mange synes, at den unge pige er for ung til en film, der faktisk er rettet mod et ældre publikum. Men det fungerer. Som når en stand-up-komiker bliver rigtigt grov.

Kick-Ass er en fed film. Den er en superhelteparodi, men det er også en hyldest til genren. Den er baseret på en tegneserie af Mark Millar, der har arbejdet i mange år hos både DC og Marvel, før han fik chancen for at skabe sine egne ting. Han har beskrevet den som selvbiografisk med henvisning til sin egen teenagetid, hvor han var opslugt af Frank Millers Batman: Year One og mere eller mindre halvseriøst drømte om at blive superhelt. I Kick-Ass leger han med tanken om, hvordan – og hvor galt – det kunne være gået.

Der er masser af forrygende action og herlig, sort humor i filmen. Jeg vil beskrive den som en blanding af Spider-Man, Watchmen og ungdomskomedien Superbad.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *