Return to the Batcave: The Misadventures of Adam and Burt er en TV-film fra 2003 med Adam West og Burt Ward, bedre kendt som 1960’ernes Batman og Robin.
De spiller fiktive udgaver af sig selv. F.eks. bor hr. West i et palæ, der minder om Wayne Manor, han kalder sin butler Alfred, selvom han hedder Jerry, og han har en rutsjestang fra sit soveværelse til garagen, så han kan komme afsted på ægte Batman-manér.
De inviteres til et fundraising-event, hvor selveste Batmobilen bortaktioneres, men pludselig går lyset, og så bliver den stjålet. De beslutter at tage sagen i egne hænder og eftersætte tyven for at skaffe bilen tilbage.
Letbenet biografri
Mens de er på farten, mindes de deres tid på TV-serien, og vi får historien om, hvordan de fik rollerne, og hvad der foregik bag kulisserne. Her spilles de dog af to unge skuespillere. Det skal man lige vænne sig til.
Det er mit indtryk, den del er tæt på sandheden. Dels matcher den nogenlunde med det, jeg kan læse om dem. Men der er også dramatiske scener, som falder udenfor den øvrige film. Scener, der handler om deres privatliv med ekskoner, børn osv.
Jeg mener, hvis det alt sammen var skæg og ballade, var der ingen grund til at lave de scener. De er ikke sjove, og der er ikke et overordnet plot, de hører til.
Kuriøse klip
Der er også rigtige klip fra fortiden, f.eks. prøveoptagelser med Lyle Waggoner som Batman. Han blev senere kendt som Steve Trevor i Wonder Woman i 1970’erne.
Til gengæld er de gamle klip med West og Ward selv som den dynamiske duo faktisk ikke fra TV-serien, men filmen. Det er lidt skørt, men der var åbenbart et problem med rettighederne til seriens optagelser.
Humoren er ikke helt den samme. Den gamle serie satiriserede genren og karaktererne. Hver eneste replik var et finurligt mesterstykke. Her er der tale om mere traditionel komik. Lidt falden-på-halen-komik. Lidt situationskomik.
Nostalgiens lune skød
Som fan af serien er det nemt at leve sig ind i begge handlingsforløb og hygge sig med de gamle venner, både dem selv og deres unge modstykker. Men den ville ikke score højt, hvis man skulle bedømme den som en rigtig biografi eller lignende.
Man kan se den som en afskedskoncert med sine barndomshelte. Det er ikke det samme som dengang, men det er en god aften i nostalgiens lune skød. Jeg hyggede mig.
