Romancing the Stone, også kendt herhjemme som Nu går den vilde skattejagt, er et romantisk actioneventyr fra 1984 instrueret af Robert Zemeckis. Han er manden bag bl.a. Back to the Future (alle 3) og Who Framed Roger Rabbit?
Kathleen Turner er Joan Wilder, en knaldromansforfatter, der tager til Columbia for at hjælpe sin søster ud af kløerne på nogle skumle banditter. Her møder hun Jack T. Colton (Michael Douglas), som ikke lever op til hendes fantasier om rigtige mænd.
Originaltitlen er et ordspil, da “romancing” både kan betyde at romantisere noget (som hun gør i sine bøger) og at kurtisere nogen. Men i filmen bruges udtrykket også om at franarre nogen noget (stenen) ved at besnære dem.
Til sammenligning fortæller den danske titel bare, der går en vild skattejagt nu. Det er svarer til at kalde f.eks. Good Will Hunting: “Nu regner viceværten den ud”
Romantik for alle
Uanset titlen er filmen både en slags parodi på den type knaldromaner, Wilder skriver, og en sjov opdatering af samme. Den leger med og stikker til genren, men den hører samtidig selv til i genren. Det er ganske snedigt.
Det er oplagt at sammenligne den med Raiders of the Lost Ark, men den har mere til fælles med Crocodile Dundee. Modsætninger, der mødes og forelsker sig, er kernen i begge film, hvorimod Indy-filmene blot smider en smule ømme øjeblikke ind her og der.
Det er romantik for alle. Jeg elskede den som barn, og jeg sætter pris på romantikken som voksen. Der er action og humor for dem, som ikke kan nøjes med romantik. Men selv den action, der er, vil ikke skræmme de største romantikere væk.
Du kan se den på Disney Plus.