Saw 3D er den 7. og sidste planlagte Saw-film. Desværre er det også den dårligste.
Jigsaw-morderen gav altid sine ofre en mulighed for at undslippe med livet i behold og blive genfødt som nye mennesker. Men Bobby Dagen har ikke forstået budskabet. Han er blevet rig og berømt på at fortælle sin historie om, hvordan han overlevede en af Jigsaws fælder. Problemet er bare, at både han og Jigsaw ved, hans historie er løgn. Derfor er han en oplagt kandidat til en ny fælde.
Handlingen følger en opskrift, vi kender alt for godt efter seks film. Men denne gang er der ingen store overraskelser og ingen uventede drejninger – i hvert fald ikke nogen, der blæser dig omkuld. Det psykologiske spil, der også var en stor del af de første film, er druknet i blod og afrevne lemmer. Til gengæld flyver begge dele imod dig i 3D, men hvorfor skulle det ændre noget?
Filmene var engang et frisk pust i genren. Den store finale er i stedet en fæl dunst af noget gammelt, rynket og svedigt, der bliver vasket for sjældent og brugt for lidt. Eew!