Tobin Bell som Jigsaw.
Den første Saw-film blev omgående en kultklassiker. Det var en lavbudget-film med enkelte huller her og der, men den bød på et gennemtænkt og i den grad overraskende plot med en slutning i bedste The Usual Suspects-stil.
Der måtte naturligvis komme en opfølger, og jeg har været meget spændt på, om den ville leve op til 1’eren. Om den ville kunne overraske endnu engang, nu hvor man kender morderen.
Jeg er ikke skuffet. Saw II spiller på ganske enkle midler. Selvom den først og fremmest er en splatterfilm, er den samtidig en uhyre spændende, psykologisk thriller. Den byder på masser af blod og lemlæstelser, men det mest skræmmende, der næsten får dig til at lukke øjnene (og det er kun meget få film, der stadig kan det) er, den rammer dig på dine mest ømme punkter. Man kan virkelig smage ofrenes desperation. De ting, de udsættes for, får det til at risle ned af ryggen.
Endelig er der plottet. Saw II overrasker i lige så høj grad som Saw, og selvom den skarpe iagttager vil bemærke enkelte brikker her og der, er det først til sidst, man ser hele det puslespil, der udfolder sig. Historien er gennemtænkt og helt genial.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Den fedeste, mest geniale detalje er, at forløbet i huset allerede er ovre, da Matthews’ spil begynder. De tror alle, det foregår live, men det er forbi, og Matthews’ søn er allerede i sikkerhed. Jigsaw ved, han kan holde sit løfte til Matthews, hvis Matthews følger reglerne. Dermed elimineres al usikkerhed i planen. Det eneste problem, jeg havde i 1’eren, er løst perfekt i 2’eren.
