I aften er allehelgensaften; der er længe, længe til. Jeg er for en gangs skyld tidligt oppe, selvom det er søndag, og kan nyde dagen og optakten til aftenens store gys.
Havde det været juleaften, var dagen gået med hyggelige julefilm og det gode, gamle juleshow. I samme ånd vil jeg starte dagen med lidt Halloween-(u)hygge.
Scooby-Doo: The Movie er en gyserkomedie fra 2002 baseret på den animerede Hanna-Barbera-serie fra 1969. Den er instrueret af Raja Gosnell, hvis filmografi bl.a. tæller Beverly Hills Chihuahua og Big Momma’s House. Manuskriptet er skrevet af selveste James Gunn (Guardians of the Galaxy).
Børnevenlig og fjollet
Det er ikke en oprindelseshistorie. Filmen er til Scooby-Doo-fans, der allerede kender de fire spøgelsesjægere og deres lodne, bedste ven. Den åbner med opklaringen af et mysterium på en legetøjsfabrik. Opskriften er velkendt, men så tager den en uventet, moderne drejning.
De har rystet posen godt. Humoren er velkendt, børnevenlig og fjollet, men handlingen er både klassisk Scooby-Doo og ny på samme tid. Især tre af karaktererne vokser og skubber til rammerne af den stereotype, de er.
Onde tunger vil sige, at filmen burde vælte rammerne og tømme posen. At der er for mange velkendte jokes og for lidt nyt. Men som nævnt er det en film til fans. Den bruger helt naturligt det, der har virket i mere end 30 år. Det er jo ikke Frank Millers Scooby-Doo.
Perfekt Shaggy
Er effekterne gode? De er meget tegnefilmsagtige og ville være elendige i en rigtig gyser. Men de passer til Scooby-Doo.
Især tre af de fire hovedroller er godt castet, og Matthew Lillard som Shaggy er helt perfekt. Freddie Prinze Jr. er formentlig kun castet, fordi han er gift med Sarah Michelle Gellar. Han er ikke som sådan dårlig. Men han er ikke naturligt blond, og det føles bare kunstigt. Det er en lille detalje, jo… men, ja.
Det er en film i samme ånd som The Haunted Mansion og lignende. Jeg ville have elsket den som barn, men formentlig hadet den som teenager og ung mand. Mit nostalgiske, midaldrende jeg hyggede sig.
