Seven er en psykologisk thriller fra 1995 instrueret af David Fincher, der også er manden bag bla. Fight Club, Zodiac og den amerikanske version af Mænd der hader kvinder.
Morgan Freeman er William Somerset, en garvet kriminalbetjent med syv dage tilbage på jobbet, og Brad Pitt er David Mills, Somersets unge, temperamentsfulde partner, der lige er flyttet til byen med sin hustru, Tracy. De finder to lig, en fed mand, der er blevet tvunget til at spise sig ihjel, og en forsvarsadvokat, der er lemlæstet og forblødt. På begge gerningssteder er der efterladt en kryptisk besked: fråseri og griskhed. Det går op for dem, der er tale om to af de syv dødssynder, og de kan forvente yderligere fem ofre.
Advarsel! Spoilere i de næste to afsnit!
Da jeg så den første gang i 90’erne, var jeg vild med idéen og det meste af filmen, men slutningen skuffede mig. Seriemorderen Jonathan “John” Doe havde nøje udvalgt de første ofre baseret på deres syndige liv og valgt en straf, der passede til synden. Men de sidste to ofre er Mills (vrede) og Doe selv (misundelse; han misunder Mills’ liv og ægteskab). Han ser sig selv som Guds udvalgte budbringer, men han sætter sit eget budskab på spil med de to knap så nøje udvalgte syndere og en usikker plan. Kan han overhovedet være en af de syv syndere og budbringer på samme tid?
Desuden passede straffen til synden ved de første ofre. Til sammenligning er hans egen og Mills’ straf mindre opfindsom. Og hvad med Tracy? Doe bliver rasende, da Mills antyder, hans ofre er uskyldige, og han opremser deres synder. Men hvilken synd havde Tracy begået? Skulle hun bare dø for hans budskab? Hvad ville himmelchefen mene om det?
Fincher og manuskriptforfatteren Andrew Kevin Walker (8mm, Sleppy Hollow) forsøger at tage røven på publikum, og det lykkes til fulde, for slutningen er helt uforudsigelig. Og ofte kan uventede drejninger og overraskende slutninger være det, der løfter en film helt op på det gammeldags og svært opnåelige 13-tal. Men det er ikke nok, at en slutning er uventet. Den skal også være god.
Nu har jeg set den igen efter alle disse år. Jeg er ældre, mere moden, erfaren, observant, måske endda bedre til at fortolke eller blot forstå en fortælling? Jeg er stadig vild med alt det, jeg kunne lide dengang. Den dystre stemning, det barske billedsprog og den velfortalte historie. Håndværket er sublimt både foran og bag kameraet. Samtidig er den fuld af scener og detaljer og overraskelser, jeg slet ikke kunne huske efter alle disse år, så under alle omstændigheder har det været et skønt gensyn.
Advarsel! Spoilere i de næste to afsnit!
Jeg synes stadig, at Does store, guddommelige plan snubler til sidst. Ikke helt så grelt som dengang, for jeg ser bedre nu, at Mills’ vrede er hans svaghed hele filmen igennem. Dermed har han levet et liv i synd. Og lige som den unge kvinde, det femte offer, hvis synd er hovmod, får Mills også et valg, og hans vrede straffer ham. Det fungerer. Men Doe har ikke levet et liv i synd. Han begrunder alene sin egen syndige rolle med sin misundelse på Mills, som han jo først lige har lært at kende. Måske har han misundt andre tidligere. Det ved vi ikke. Men han virker for selvretfærdig og dedikeret. Han fungerer ikke optimalt som det sidste offer. Man kan selvfølgelig sige, han er skør. Men. Nja.
Og Tracy? Man kan sige, hun er et offer for Does synd. Han forklarer, han forsøgte at være som en ægtemand for hende, da han besøgte hende. Det forstærker hans rolle som synder. Men det er stadig en tilfældig eftertanke, da han lige har lært Mills og hende at kende. Det ved vi, fordi Doe har været i gang længe, mindst et år. Det var den tid, han havde holdt det tredje offer i fangenskab. Men Mills og Tracy er først lige flyttet til byen.
Jeg vil dog sige, der er én ting, jeg er helt enig med Fincher og Walker i; at en tragisk slutning falder i tråd med filmens melankoli.
Jeg er stadig ikke helt vild med slutningen, selvom jeg synes, den fungerer bedre nu, end da jeg var en stor teenager. Den samlede filmoplevelse er så gennemført og forrygende god, at den fortjener en masse hjerter. Det gode håndværk og især skuespillet og dialogen trækker den op.
