Fight Club

Fight Club er en psykologisk thriller fra 1999 instrueret af David Fincher. Han er manden bag bl.a. Seven og The Game. Den er baseret på en roman fra 1996 af Chuck Palahniuk.

Edward Norton er den unavngivne fortæller. Han lever et indholdsløst liv, har et ligegyldigt kontorjob, er afhængig af at shoppe Ikea-møbler og lider af søvnløshed. Men så møder han Marla (Helena Bonham Carter) og den karismatiske Tyler Durden (Brad Pitt).

Jeg vil nødigt afsløre for meget, hvis du ikke har set eller hørt om den. Jeg ved godt, sandsynligheden er lille, men alligevel. Jeg så den første gang i 1999, og den tog røven på mig. Jeg havde ikke regnet den ud.

Jeg var spændt på at se, om der er ledetråde, man misser, når man ser den første gang. Det er der. Men ikke nogen, der fører direkte til svaret. Fordi svaret fucker med virkeligheden, du ser, og det er du ikke forberedt på.

Den er svær at definere. På nogle måder minder den mig om Taxi Driver, men Nortons karakter er ikke som De Niros, og handlingen udvikler sig meget forskelligt. Men der er visse lighedstræk, og begge er velfortalte og svært forudsigelige film.

Det er en film for samfundskritikere, rebeller og sågar anarkister. Alle, der drømmer om at gøre, hvad der passer dem, og give “manden” tørt på. Man kan naturligvis diskutere dens budskaber og filosofiske tankesæt. Den er ikke pladder-sikker. Men den er fascinerende.

Den holder stadig. Temaerne er evigt aktuelle, og den har inspireret bl.a. TV-serien Mr. Robot. Den er fremragende, selvom man kender slutningen. Man kan nyde, hvor godt den er konstrueret, og hvordan den danser omkring den varme grød, så at sige.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.