Shazam! Fury of the Gods er en fantasy-actionkomedie fra 2023 instrueret af David F. Sandberg. Han er også manden bag den første Shazam! samt gyserfilmene Annabelle: Creation og Lights Out.
Helen Mirren og Lucy Liu spiller Atlas’ døtre, to vrede gudinder, som kræver hævn og retfærdighed og den guddommelige kraft, de blev berøvet for årtusinder siden. Selvom Billy og co. er seks imod to, er børneflokken håbløst uerfarne ift. de ældre damer.
Der er sket en masse siden den sidste DC-film, Black Adam. Kort fortalt er James Gunn (og Peter Safran) blevet sat i spidsen for DC Studios med absolut almægtighed over alting DC fremover. De har bl.a. besluttet at reboote universet i større eller mindre grad, og derfor er de kommende udgivelser, som allerede er produceret, de sidste. Eller er de?
Det svæver lidt i uvisheden. Mange mener, at
vil stå for et in-universe reboot af tidslinjen vha. tidsrejsefiksfakserier orkestreret af den lynhurtige superhelt, der kan spurte hovedkuls igennem tidsbarrieren og fucke alting op i bedste Marty McFly-stil.
Samtidig er de fleste enige om, det ikke kan betale sig at se denne (og de andre) film, fordi der ingenting sker bagefter, hvis – eller når – Gunn rebooter hele mølletjavsen.
Giv den en chance
Men, altså, hold nu op. Film er ikke lektier. Du skal ikke skrive en afhandling i filmuniversiologi. Se film, når du ser film. Lad dig underholde af det, du ser. Det er derfor du ser film. Sådan plejede det i hvert fald at være.
Jeg kunne forstå argumentet, hvis dette var Kill Bill Vol. 1, og du vidste, Vol. 2 aldrig kommer. Men det er det ikke. Det er bare en standalone sequel. Captain Marvel (den oprindelige) og resten af Shazam!-familien på nye eventyr.
Husk også, at de bedste fortællinger har en god slutning. Det er ikke altid en fordel, at tingene bare fortsætter og fortsætter. Hver film i en franchise står som regel bedst, når de også kan ses for sig.
Jeg håber, alt dette overbeviser dig om at give den en chance, for det fortjener den. Glem alle andre meninger og anmeldelser. Jeg har ret. Mig! Den lille mand på gaden, som elsker superheltefilm fra de gode, gamle dage med legenden Christopher Reeve.
Fantasien sprudler
Det er nemlig en god, gammeldags superheltefilm, hvor hele familien kan more sig. En superheltesaga efter klassiske dyder, hvor det både er sjovt, alvorligt, spændende, fantastisk og spektakulært.
Hvor fantasien sprudler, og dit 10-årige jeg vil pege på skærmen og udbryde: Det er mig. Jeg er ham der. Pyt med at de andre glor i biografen, når du sikkerhedsnåler et håndklæde om halsen og fiser op og ned ad gangene, mens du spreder armene og swoosher så højt, du kan.
Der er store, flotte scener med både superhelteaction og magi i voluminøse mængder. Hele verdener at udforske og fabelagtige væsener at bekæmpe. Filmen forener superhelte og fantasy, og det er forrygende godt.
Men det bedste er, det er en film med hjerte. En film om karaktererne Billy Batson og bedstevennen Freddy Freeman og hvad det vil sige at være helt – og familie. Især Freddy får en større rolle denne gang, og det er både sødt og smukt og rørende. Men Billy selv vokser også med opgaven.
Det er virkelig en god fortælling. En god film. Hvis du er superheltefan, bør du give den den chance. Lad være med at afvise den på forhånd. Du kan blive meget overrasket. På den bedst tænkelige måde.