Silver Bullet, også kendt på dansk som Varulve-nætter, er en gyser fra 1985 baseret på en novelle af Stephen King. Herhjemme er den udgivet som Varulvens år, og det er faktisk min allerførste King-bog. Jeg gik i 7. klasse.
Handlingen følger Marty, en 12-årig dreng i rullestol spillet af Corey Haim. Han bor i en lille by, som plages af en bestialsk seriemorder. Politiet er på bar bund, men Marty kommer på sporet af den dyriske dræber.
I modsætning til flere andre populære varulvefilm i samme årti, er Kings fortælling mere som et mordmysterie med en varulv som morder og en 12-årlig dreng mfl. som “efterforskere.” Man kan bedre sammenligne den med Fright Night, hvor en anden (ældre) dreng må bekæmpe en vampyr i nabohuset.
Varulvens identitet er måske lidt nem at gætte i filmen. Jeg husker det som en større overraskelse, da jeg læste bogen. I filmen er det nemmere at danne sig et overblik og udelukke de fleste karakterer.
Men den er god og spændende alligevel. Absolut en af de bedre Stephen King-filmatiseringer, og en solid 80’er-gyser og varulvefilm i det hele taget. Masser af herlige detaljer, gode gensyn og (u)hygge.