The Haunting

Owen Wilson på rustjetur.

The Haunting er en gyser fra 1999 instrueret af Jan de Bont. Som filmfotograf har han arbejdet på storfilm som Die Hard, Basic Instinct og The Hunt for Red October. Som instruktør har han begået bl.a. Speed og Twister.

Den er baseret på en roman af Shirley Jackson fra 1959, som blev filmatiseret første gang i 1963. I 2018 blev den atter filmatiseret, denne gang som en TV-serie på Netflix instrueret af Mike Flanagan (Doctor Sleep).

Liam Neeson spiller en doktor, der forsker i den psykologiske effekt af frygt og udfører et hemmeligt eksperiment på tre frivillige deltagere, som lider af søvnløshed og tror, dette er undersøgelsens formål.

Han har iscenesat det hele i et stort, gammelt, stemningsskabende palæ fuld af hemmeligheder og overraskelser, hvor han kan jage dem rundt som rotter i en labyrint. Men der foregår mere, end han har planlagt.

Måske havde det været bedre, hvis man ikke vidste, at doktoren laver narrestreger. På den anden side er filmen tilpas mystisk til, at man ikke ved med sikkerhed, hvornår det er ham eller et rigtigt, overnaturligt fænomen.

Underholdende spøgelseshistorie

Under alle omstændigheder er det en velskrevet fortælling med lutter dygtige aktører. Nogen ville muligvis foretrække alternativer til Owen Wilson og Catherine Zeta-Jones, men de passer perfekt til deres roller.

Den rigtige hovedperson er Eleanor Vance spillet af Lily Taylor. I nyere tid er hun bedst kendt fra The Conjuring. Hun spiller sjældent hovedpersoner, og hun vælger sine film med omhu. Men hun er filmens stærkeste kort.

Effekterne er få, men imponerende, og det store, usædvanligt velornamenterede palæ er fantastisk flot og gennemført. Selv uden en eneste mystisk hændelse, er man ikke i tvivl om, det må være hjemsøgt.

Det er ikke verdens bedste film. Handlingen er nu og da lidt sjusket. Den svigter her og der det gode kildemateriale og håndværk, som polstrer den øvrige film. Men det er stadig en underholdende spøgelseshistorie.

I skrivende stund kan du se den på TV2 Play med et SkyShowtime tilkøb.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.