Lady og vagabonden, Kate Winslet og Leonardo DiCaprio.
Oktobermåned raser. Jeg er i fuld færd med månedens daglige gys. Den vanlige udfordring og optakt til halloween, som mange skrækfans dyrker. Men det er altid godt at tage en pause.
Her er valget faldet på en vaskeægte nyklassiker; måske den største af dem alle i de sidste 30 år. En episk storfilm på mere end tre timer og den største biografsucces nogensinde, kun overgået af inflationen.
Det er ovenikøbet en førstegangsoplevelse for mig. Ja, du læste rigtigt. Indtil i dag havde jeg aldrig nogensinde set Titanic. Og jeg var sluppet afsted med det, hvis ikke det var for de nævenyttige møgunger, Ruben og Malene!
Det er ikke engang, fordi filmen er før min tid. Jeg var 20 år, da den havde premiere i Danmark i januar 1998. Men jeg havde en uvilje imod Leonardo DiCaprio i 90’erne. Siden har den aldrig stået først i køen.
Ruben havde opsnuset dette gabende hul i min filmiske opdragelse. Han slog sig sammen med kæresten for at bagbinde mig og sætte tændstikker i mine øjenlåg. I det mindste lavede Malene gode burgere.
Større og flottere og mere autentisk
Ej, jeg gasser. Årene har modnet mig. Jeg er ikke længere anti-Leo-ist. Ruben havde allerede talt godt for den. Jeg elsker store filmoplevelser. Her står instruktøren James Cameron for flere af de største.
Du kender den utvivlsomt allerede. Historien om det usynkelige krydstogtskib, der forliste på sin jomfrufærd over atlanten. Den er fortalt mange, mange gange før. Men aldrig som kun Cameron kan fortælle den.
Han dedikerer hele anden halvdel af filmen til selve katastrofen. Mere end en times spillelængde fra det uundgåelige sammenstød med isbjerget til Jack (Leo) og Rose (Kate Winslet) havner i det iskolde vand.
Alle talte om, hvor imponerende effekterne var i 1998. Jeg husker det tydeligt. Titanic var sin genres Jurassic Park. Større og flottere og mere autentisk end alt andet. Cameron ænsede knap nok barren, men satte sin egen.
Det er den stadig. Nogle nyere katastrofefilm byder ganske vist på endnu vildere ødelæggelser. Men intet har den samme skala kombineret med den menneskelige faktor og jordnære spænding i det synkende skib.
Men det er ikke instruktørens eneste genistreg. Filmen er så lang, så lang – men ikke for lang – fordi den første halvdel går all in på fortællingen om Jack og Rose.
Kærlighed på egne solide skanker
Det er ikke bare en katastrofefilm, hvor handlingen primært følger den store hændelse. Næ, kærlighedshistorien står på egne solide skanker og fungerer helt uafhængigt af den lurende fare. Man glemmer næsten, at de også har en date med et isbjerg.
Du får alle intrigerne i Roses ufrivillige forlovelse. Du lærer alle parterne og deres motiver at kende. Det er karakteropbygning og karakterudvikling på højeste niveau. Mødet med Jack, forelskelsen og det svære valg.
Det ville fungere hvor som helst som et fremragende, romantisk drama. At det foregår i en kulisse, hvor skæbnen rammer så ubønhørligt hårdt, gør kun tragedien større og dermed endnu stærkere på alle planer.
Men det giver også så meget mere til selve katastrofen. For du føler så meget mere for karaktererne – eller imod dem i visse tilfælde. Du er så meget mere engageret i deres skæbne. Derfor er Cameron genial.
Det er en fantastisk film. Den fortjener sit eftermæle. Jeg vil ikke sige, at det overrasker mig. Jeg ved, hvad Cameron kan. Eller i hvert fald kunne dengang. Men det er godt at få oplevelsen med. At få syn for sagen.
Hvis du heller aldrig har set den, vil jeg klart anbefale den. Smid stædigheden overbord og find nogen at se den med. Det er en film for alle. Du vil helt sikkert nyde den.
