Skyfall er en spionthriller fra 2012 instrueret af Sam Mendes. Han er manden bag bl.a. American Beauty og Road to Perdition. Det er den tredje Bond-film med Daniel Craig.
Efter en ufrivillig ferie vender Bond tilbage, da MI6 angribes af en ukendt fjende. Han er klar til at hjælpe, men først skal han lige overbevise M og hendes overordnede om, han er i form. Både fysisk og mentalt.
Det er ikke en uvant situation for Bond. Allerede i Sean Connerys tid blev agenten nu og da betvivlet. Ikke hans loyalitet, men hans færdigheder og metoder. Men når det brænder på, får de altid brug for ham alligevel.
Som den nye Q tørt bemærker: “Nu og da skal der trykkes på en aftrækker.”
Tilbage til rødderne
Han er oppe imod en af de bedste Bond-fjender i nyere tid. En tidligere agent, hvis fortid minder meget om Bonds egen. Han spilles af en formidabel filmskurk, vi lærte at kende i No Country for Old Men, Javier Bardem.
Mendes er en fremragende instruktør og perfekt til Craigs Bond. Selvom det stadig er et spektakulært spioneventyr med masser af heftige actionscener, er der en alvor og coolness, som ligger langt fra især æraerne med Roger Moore og Pierce Brosnan.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker alle varianter af Bond. Men efter en periode med dødsstråler fra rummet og usynlige Aston Martin’er, er det godt at vende tilbage til rødderne. Som at komme fra en øredøvende rockkoncert til en afdæmpet jazzklub.
Bond er Bond
Alligevel er Bond-formularen intakt. Selvom smarte dingenoter har fyldt meget i mange film, er Bond selv et fortidslevn. Et stumpt instrument. En kvindebedårer, som drikker for meget og ikke hører hjemme i en moderne verden. Det har de fortalt ham i 60 år.
Derfor er han umiskendeligt Bond, hvad enten han bruger næverne eller en eksploderende fyldepen. Licensen til at dræbe er flittigt i brug. Damerne dåner på stribe. Skurken fnyser, når Bond driller og aldrig giver op. Bond er Bond.
Det er en forrygende Bond-film. Velskrevet, veludført og absolut en af seriens bedste. På omgangshøjde med de gamle klassikere fra Connery-æraen. Mendes har zoomet ind på karakteren, og resultatet er et mesterværk.