Sonequa Martin-Green som Michael Burnham.
Star Trek: Discovery er den syvende TV-serie i franchisen, men i modsætning til alle de andre, er den ikke en del af den samme kontinuitet. Den foregår ganske vist et årti før den oprindelige serie fra 1960’erne, og den låner flere karakterer fra det velkendte univers inkl. bl.a. Christopher Pike, den første kaptajn på USS Enterprise, der optrådte i seriens pilot-afsnit. Men det er et alternativt univers, og der er masser af detaljer og begivenheder, der stikker af i nye retninger.
Hovedpersonen er Michael Burnham, en kvindekarakter med et traditionelt mandenavn, hvilket er en ting skaberen Bryan Fuller kan lide. Han har gjort det tre gange tidligere. Hun er menneske, men hun er vokset op hos Sarek og Amanda, et vulcan-menneske-ægtepar, der også er kendt som Spocks forældre. Lige som Spock er Michael opdraget med logik som rettesnor, men i modsætning til ham er hun i bedre kontakt med sine menneskelige følelser.
Utraditionel Strar Trek-serie
Det er en utraditionel Star Trek-serie, for den følger ikke den klassiske, uge-baserede model med en ny fortælling; en opdagelse, en fjende eller en mission hver uge, og den dedikerer heller ikke udvalgte afsnit og fortællinger til rollelistens øvrige karakterer.
I stedet følger den en moderne opskrift med en overordnet historie og sideløbende handlingsforløb fordelt på flere nøglekarakterer, både venner og fjender. Og under alle omstændigheder er Michael omdrejningspunktet og hovedpersonen på en måde, som ingen af de mange klassiske Star Trek-karakterer var det i deres respektive serier.
F.eks. er hun ikke kaptajn, og hun er kun kortvarigt første officer i begyndelsen, før hun degraderes til en slags konsulent-rolle pga. omstændigheder, jeg ikke vil afsløre her. Men det ville i princippet svare til, at Geordi var hovedpersonen i The Next Generation. Kaptajnen eller kaptajnerne er kun birollekarakterer i Discovery.
Første sorte kvinde i hovedrolle
Som du måske ved, er hun ikke den første kvindelige hovedperson i Star Trek-universet. Allerede i 90’erne i den tredje serie, Star Trek: Voyager, fik vi kaptajn Janeway. Men Michael er til gengæld den første sorte kvinde i hovedrollen i en Star Trek-serie.
Det er helt i Star Trek og skaberen Gene Roddenberrys ånd. Allerede i 60’erne introducerede han løjtnant Uhura, en sort kvinde, der ganske vist var en birolle, men ikke desto mindre en ligeværdig officer på kommandobroen. Derudover handlede masser af afsnit allerede dengang om diplomati og fredelige løsninger i konflikter med fremmede kulturer.
Ethan Peck som Spock.
Den nye serie har dog fået en del kritik, dels fra personer, der muligvis ikke har forstået franchisens rolle og værdisæt, men også fra fans, der bare ikke er vilde med det nye format, både det alternative univers og den moderne fortælleform.
Men en vis popularitet og holdbarhed har den opnået, for tredje sæson er netop landet på Netflix. Der er en masse nye overraskelser i den, og jeg vil ikke afsløre mere derom. I skrivende stund er de første to afsnit tilgængelige.
Dynamisk mandskab
Jeg kan lide serien. Det nye, alternative univers er spændende og fuld af nye farer og konflikter. Der er masser af gode, fyldige karakterer, og de udgør et dynamisk mandskab. Selvom fortælleformen er ny i Star Trek-regi, er den velkendt og ikke svær at vænne sig til, hvis man tager ja-hatten på. Temaerne, konflikterne og løsningerne er stadig indenfor franchisens rammer.
Den er dog ikke uden irritationsmomenter. I 2. sæson er der et overordnet plot, der vedrører tidsrejser. Jeg vil ikke sovse rundt i en masse detaljer, men blot sige, at de går til emnet med forbløffende stor glemsomhed og/eller ringe forståelse for relationen mellem fortid og fremtid, og hvordan tiden arbejder. Naturligvis findes der mange forskellige teorier. Men det er ikke til diskussion, at al fortid er fortid i fremtiden.
Bortset fra det er det solidt håndværk på alle (andre) parametre. Den ryger ikke op blandt mine absolutte yndlinge på seriefronten, men den ligger i feltet lige under. De mange stærke karakterer og produktionsniveauet gør den rigeligt seværdig.
