Star Trek: The Motion Picture er en science fiction-thriller fra 1979 instrueret af Robert Wise. Han er en prisvindende veteran i faget, hvis største værker tæller klassikere som West Side Story og The Sound of Music.
Blandt meget andet har han også instrueret den oprindelige The Day the Earth Stood Still og The Andromeda Strain. Før han blev instruktør, var han filmklipper, og i 1941 blev han nomineret til en Oscar for sit arbejde på Citizen Kane.
Filmen er en efterfølger til den populære TV-serie fra 1960’erne med kaptajn James T. Kirk, videnskabsofficeren Spock og alle de andre ombord på rumskibet Enterprise.
Lang og sej kamp
Skaberen Gene Rodenberry kæmpede for filmen siden seriens afslutning, og projektet fik grønt lys i 1975. Men efter to år uden et tilfredsstillende manuskript skiftede Paramount kurs og planlagde i stedet at genoplive TV-serien under titlen Star Trek: Phase II.
Så landede Close Encounters of the Third Kind i biograferne, og da Paramount så, der var penge i andre rumfilm end Star Wars, skiftede de kurs igen-igen. Manuskriptet til TV-seriens pilotafsnit blev hastigt skrevet om til filmen.
Ak, den blev et flop. Publikum strømmede ganske vist i biograferne, og den blev den 5. største film på hjemmemarkedet i USA. Men modtagelsen var blandet.
Klassisk Star Trek-eventyr
Handlingen følger det velkendte mandskab. Kirk er i mellemtiden blevet admiral i Stjerneflåden, men han vender tilbage til Enterprise, da en højt avanceret fjende nærmer sig Jorden. Han genforenes med Scotty, hverver dr. McCoy, og snart støder Spock til.
Jeg vil ikke afsløre mere. Til gengæld kan jeg sige, at historien er interessant. Et klassisk Star Trek-eventyr med lige dele mystik og udforskning af noget ukendt, videnskabelig opfindsomhed, drama og en lille smule nytænkning ift. karakterernes udvikling siden seriens afslutning.
Der er to væsentlige problemer. Tempoet er det ene. Det er som nævnt et TV-afsnit, de har strukket ud til en spillefilm på lige over to timer. I stedet for at udfylde hullerne med mere interaktion mellem karaktererne, har de lavet scenerne med rumskibe og effekter længere.
For meget og for lidt
Det bliver især tydeligt i den første scene, hvor man ser den nye udgave af Enterprise. Kirk og Scotty ankommer i en af de små rumfærger, og de tager en tur rundt om skibet, mens de kigger og nyder synet. Den scene tager næsten fem minutter. Uden dialog.
Jeg ved ikke, om de har forsøgt at læne sig op ad 2001: A Space Odyssey, hvor Stanley Kubrick også laver nogle lange scener med rumskibe. Der er nogle ligheder, både i den scene og andre. Men de trækker den for langt.
Det ender med at blive en parodi a la åbningsscenen i Spaceballs, hvor rumskibet bare fortsætter og fortsætter. Problemet er bare, at de mener det alvorligt.
Kirk i korte ærmer
Det andet problem er interaktionen mellem karaktererne. Især fordi der er for lidt. De kunne med fordel give os mere, eller i det mindste lade de scener ånde lidt mere. Vi kender naturligvis de gamle karakterer og deres indbyrdes småskænderier.
Men der er også to meget vigtige (for historien) nye karakterer, og de får for lidt. På flere måder, men det er vist en anden snak.
I småtingsafdelingen har de ændret kostumer m.m. Det er faktisk meget 70’er-agtigt med dæmpede jordfarver ink. brune uniformer. For ikke at nævne Kirk i korte ærmer. Det har utvivlsomt skrubbet nogle fans den forkerte vej.
Jeg forstår godt, den ikke begejstrede sit publikum i samme grad som de succesfulde efterfølgere. Selvom jeg hyggede mig med gensynet, trækker problemerne ned.
