Star Wars: The Empire Strikes Back er den anden film i den oprindelige trilogi. Selvom rebellerne vandt en vigtigt slag og destruerede Dødsstjernen i den første film, holder Imperiet stadig galaksen i et jerngreb, og rebellerne er drevet på flugt.
Luke får en vigtig besked fra Obi-Wan og tager til planeten Dagobah, mens Han og Leia lærer hinanden bedre at kende ombord på Tusindårsfalken.
Man siger, at 2’eren altid er dårligere end 1’eren, men The Empire Strikes Back er en af de undtagelser, der gør den uskrevne regel til skamme. Hele holdet er tilbage, og filmen leverer mere af alt det, der gjorde den første film fantastisk.
Men den største årsag til succesen er uden tvivl, det ikke bare er en gentagelse af 1’eren, som mange 2’ere er, men et nyt kapitel i en saga. George Lucas havde allerede skrevet hele historien, da han lavede A New Hope, så denne efterfølger er ikke bare en eftertanke, fordi den første hittede, men en gennemtænkt og veludført videreudvikling af historien.
Alligevel blev den ikke et større hit end 1’eren. Den indtjente lidt mindre, men stadig en ordentlig røvfuld dollars. Anmelderne var delte, og den måtte nøjes med tre Oscar-nomineringer, hvoraf den kun vandt én (Best Sound) – og så lige en Special Achievement Award for Visual Effects.
Special Edition
Det er (igen) Special Edition, jeg har set. Jeg har ikke andre muligheder. Men jeg oplevede ikke det samme omfang af forstyrrende CGI-tilføjelser som i A New Hope.
Den er naturligvis gennemrestaureret, og resultatet imponerer. Det er en rigtig flot film, og essensen er (igen) intakt. Praktiske effekter, rigtige kulisser og (flere) elskede barndomshelte. Sagaen fortsætter, mytologien udbygges, og universet vokser.
Det er en fantastisk filmoplevelse, større og bedre, end den første, fuld af scener og kampe, der definerer franchisen, ikke mindst den chokerende afsløring og cliffhanger, som jeg ikke vil beskrive nærmere, hvis du er en af de få, der ikke har set den endnu.
I så fald har du noget at glæde dig til, og jeg misunder dig. Selvom jeg fik masser af “nye” oplevelser ud af filmen, da hukommelsen er hullet som en schweizerost, er den første gang for længst forbi. Men et gensyn med en kær, gammel ven er heller ikke ringe.
