Studio 666

Dave Grohl i en øredøvende kattepine.

Studio 666 er en gyserkomedie fra 2022 (meget, meget) løst baseret på Foo Fighters’ indspilning af deres tiende album, Medicine at Midnight. Handlingen er sat i det samme palæ, hvor de indspillede albummet.

I filmen er palæet hjemsted for et bestialsk mord på et fiktivt band i 90’erne. Det ved Foo Fighters ikke, da de rykker ind for at tæske løs på instrumenterne. Huset er hjemsøgt, og i kælderen er gode dyr rådne.

Dave Grohl er idémand, og hele bandet spiller sig selv. Både skuespil og manuskript er på skolekomedieniveau. Der er ikke gået talentfulde filmmagere tabt i de fem foo-kæmpere, tværtimod. Det er overraskende skidt i mange, mange scener.

Handlingen er et sammensurium af tyvstjålne idéer fra mange andre gyserfilm. Næsten lidt for mange på én gang, omend især Evil Dead og The Shining fører an. Bandvinklen er ganske vist original, men det er også næsten det eneste.

MEN der er god musik komponeret af både bandet selv samt selveste John Carpenter. Der er masser af fede, blodsprøjtende mordscener, og nu og da rammer humoren også plet. Den er faktisk underholdende, selvom niveauet er så lavt i visse henseender.

Jeg ender på syv hjerter. Den samlede pakke er over middel, og fans af både bandet, rockmusik og snaskede gys vil more sig. Den har B-filmscharme og fortjener en anbefaling.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.