Teenage Mutant Ninja Turtles er en actionkomedie fra 1990 instrueret af Steve Barron. Han har også instrueret bl.a. Coneheads, og så var han kameramand på Richard Donners Superman: The Movie.
Du kender formentlig de fire ninja-padder fra deres tegneserier, animerede TV-serie eller andre film. Men dette er den første live action-film, hvor de vækkes effektivt til live af Jim Henson’s Creature Shop.
De praktiske effekter imponerer og modstår tidens tand. Kostumerne er flotte og overbevisende, og ansigternes detaljegrad og animationer gør de fire padder og deres læremester til levende karakterer.
Handlingen er en skøn blanding af østerlandsk visdom a la Karate Kid og god, gammeldags actionkomedie med en velduftende dunst af tegneserie- og superhelteløjer.
Det er en genreklassiker fra samme hylde som Tim Burtons Batman. Den er naturligvis en anelse mere børnevenlig, men ellers er niveauet lige så højt på alle niveauer. Den rammer plet på samme måde.
Et dejligt, herligt gensyn.