The Breakfast Club

The Breakfast Club er et ungdomsdrama fra 1985 skrevet og instrueret af John Hughes, en af 80’ernes mest indflydelsesrige instruktører. Han begik adskillige klassiske ungdomsfilm, både komedier som Weird Science og mere alvorlige film som denne.

Det er lørdag og fem elever møder ind til en hel dags eftersidning. De kender ikke hinanden, da de ikke hænger ud i de samme sociale grupper. De ligner fem forskellige stereotyper og repræsenterer hver især eleverne i en typisk high school.

De får til opgave at skrive en stil om, hvem de tror, de er. Men det gider de ikke. Selv dydsmønsteret har svært ved at koncentrere sig. Ikke overraskende fører kedsomhed til narrestreger, og dagen udvikler sig nærmest til en slags alternativ ryste-sammen-tur.

Deri ligger filmens budskab. Som udgangspunkt en klassiker: Man skal ikke skue hunden på hårene. De unge mennesker er individer og mere end simple stereotyper.

Hughes er en fantastisk filmmager på netop det område. Han mestrer at skrive og fortælle historier, der vokser ud over klichéerne og fanger de unge, så de lytter og forstår. Han ramte hele generationen med sine film, og The Breakfast Club er kronen på værket.

Måske især fordi, den lægger humoren på hylden i større grad. Der er stadig sjove scener, men der er også mere alvor. Der er mange rigtigt stærke scener. Hughes pakker ikke tingene ind. Det er drama på et niveau, man sjældent ser i ungdomsfilm.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.