Andor

Andor er en science fiction-serie fra 2022 skabt og skrevet af Tony Gilroy. Han har bl.a. forfattet Bourne-filmene samt Djævelens advokat og Rogue One. Den er produceret til Disney Plus og en del af Star Wars-universet.

Titlen er efternavnet på titelkarakteren Cassian Andor. Du lærte ham at kende i Rogue One, hvor han var en af oprørerne, der stjal planerne til Imperiets Dødstjerne. Serien foregår før Rogue One. Vi møder ham, mens han stadig er en tyv, som først og fremmest tænker på sig selv. Han har endnu ikke meldt sig som dedikeret oprører.

Det er en velskrevet og velkonstrueret serie. Der er flere sideløbende handlingsforløb. Du følger flere karakterer med hver sin interessante fortælling. I begyndelsen udspringer de fra Andors historie, men de udvikler sig til at handle lige så meget om karaktererne selv.

Det er naturligvis ofte sådan i TV-serier, men de øvrige Star Wars-serier har i højere grad fokuseret på én titelkarakter. Her er det dog en velkommen udvidelse, og måske burde de andre i højere grad have gjort det samme.

Som du måske ved, kunne jeg godt lide især The Mandalorian og The Book of Boba Fett. Men Andor er endnu bedre, fordi den ikke blot giver os noget familiært fra det gamle Star Wars-univers.

Rigtig science fiction

Groft sagt lever de andre højt på gamle gimmicks. Jedi-riddere, dusørjægere, en baby- Yoda, CGI-Luke, Jabba the Huts gamle nabolag osv. Andor har intet af den slags. Den er drevet af karakterer, som i princippet kunne eksistere i et hvilket som helst univers.

Star Wars er generelt et eventyrligt univers med riddere og cowboys i rummet. Men Andor giver os rigtig science fiction. En autentisk fremtidsverden, der minder mere om virkelighedens diktaturer og oprørskampe end fortidens sagn og legender med et spin.

Den skiller sig ud uden at falde ud. Den er ny og frisk, men den viser samtidig, hvordan oprøret spirer på græsrodsniveau, og hvordan dygtige aktører kynisk manipulerer tingene for at puste til ilden, før Imperiet bliver så mægtige, at de ikke kan overvindes.

Det er virkelig interessant at se kampen fra den vinkel. At det ikke bare handler om Lukes kamp mod sin far. Galaksen er meget større end det, og Imperiet er mere end bare rumnazister med et masseødelæggelsesvåben. Det er et system med slaveri og brutalitet, som knuser al modstand nådesløst. Der er brug for et oprør.

Du kan se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.