Black Panther: Wakanda Forever

Black Panther: Wakanda Forever er et actioneventyr fra 2022. Det er efterfølgeren til Black Panther fra 2018 og den 30. film i Marvels filmunivers (MCU). Instruktøren er atter Ryan Coogler, som ud over de to Marvel-film også instruerede den første Creed i 2015.

Som du formentlig ved, mistede verden Chadwick Boseman i 2020. Han var ramt af tarmkræft og blev bare 43 år. Han spillede naturligvis Black Panther i den første film. De har valgt ikke at re-caste rollen, men i stedet lade titlen gå videre, lige som han også modtog den fra sin far og så videre. Der har altid været en Black Panther i Wakandas historie.

Der er stor uenighed om dette på internettet. Nogen mener, de burde re-caste. Andre er enige i Marvels beslutning. Jeg hører til sidste gruppe. Jeg synes, det er en smuk gestus at lade karakteren dø med Boseman. Han har fået et fint farvel i filmen.

Filmen handler om livet i Wakanda efter kongens død. Dronningen er den nye regent, og det er en svær tid. Omverdenen mener, den afrikanske nation burde dele sit vibranium, og enkelte er parate til at stjæle det om nødvendigt.

Men den største trussel opstår, da en ny kilde findes i havets dyb. For den er beskyttet af en anden, hidtil ukendt spiller, et undersøisk folk ledet af en mægtig, gudelignende skikkelse kaldet Namor. Hvis du ikke er hans ven, er du hans fjende.

Karakterdrevet superheltefilm

Det er en stor og lang film, og den er faktisk drevet af karakterudvikling i højere grad end action. Dermed ikke sagt, der ikke er action, men omfanget vil måske overraske dig – og muligvis skuffe nogle fans.

Men det er stadig en flot og opfindsom film, når den spiller med superheltemusklerne. Wakandas verden er stadig en skøn blanding af moderne teknologi og afrikanske traditioner. Jeg er vild med det.

Namor er en spændende tilføjelse til det evigt voksende Marvel-univers, og han er ikke den eneste. De har ændret hans baggrund og etnicitet, fordi han ellers ville have mere til fælles med Aquaman. Det er klogt gjort.

Den er god. Rigtigt god. Den er mere alvorlig end de seneste Marvel-film har været. Humoren er holdt på et minimum. Karakterne og deres personlige udvikling samt den overordnede fortælling er velskrevet og velfortalt. Der er sorger og drama, og der er noget på spil.

Det er den bedste Marvel-film siden Avengers: Endgame. Det er en rigtigt god 2’er, som fortsætter historien og løser udfordringen med Bosemans død. Det er en solid superheltefilm, men også mere end bare en superheltefilm.

Efterord

Den blev nomineret til fem Oscars og vandt en enkelt for Best Costume Design.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.