Avengers: Endgame

Avengers: Endgame er en direkte fortsættelse til Avengers: Infinity War, men den er også afslutningen på de første tre faser i Marvels filmunivers, som nu er blevet døbt The Infinity Saga og tæller alle 22 film.

Jeg ved, at de fleste holder sig langt væk fra anmeldelser, fordi filmen er en længe ventet og kæmpestor begivenhed, så jeg vil gå ud fra, at du, kære læser, har set den allerede. Hvis ikke, må du overveje at stoppe her, for selvom jeg ikke vil afsløre specifikke detaljer, vil jeg kommentere på visse elementer, og det i sig selv kan være nok til at spolere filmen for nogen.

Jeg vil starte med at sige, at filmen har slået alle rekorder, og de fleste anmeldere har været mere end almindeligt positive. Jeg har ikke selv læst anmeldelser, før jeg så den, men jeg har læst artikler og opslag, der fortalte om, hvor positiv modtagelsen er. Og mine mednørder i filmgrupperne, der allerede har set den, har haft meget, meget svært ved at skjule deres begejstring.

Det er ikke et ukendt fænomen, at hype kan spolere film. Man kan – ubevidst og uden at ønske det – opbygge tårnhøje forventninger, og selv de bedste film kan skuffe i den situation. Men det gjorde Endgame ikke. Tværtimod. Handlingen overraskede igen og igen, og selvom jeg uundgåeligt havde gættet løs siden Infinity War, og jeg var på vej i nogle rigtige retninger, var der stadig mange, mange skarpe sving, afkørsler og u-vendinger, jeg ikke så komme.

Det er en lang, lang film på 3 timer og ét minut, men tiden fløj afsted. Og det er ikke fordi, den brugte halve og hele timer på store, endeløse slag. De kan ofte blive kedelige og få en film til at føles for lang. Nej, handlingen er drevet af personlige historier, store, følelsesladede øjeblikke og spændingsmættede missioner. Det er en virkelig velskrevet, velkonstrueret og velproduceret film, og selvom den naturligvis har store CGI-scener også, vil jeg faktisk sige, at den er overraskende CGI-fattig, for det er slet ikke de sædvanlige superhelteøjeblikke, der driver den, men derimod de klassiske filmøjeblikke, som den har til fælles med storfilm fra alle genrer.

Jeg vil ikke afsløre hvordan, men jeg kan fortælle, at den fungerer mesterligt som en afrunding på de mange foregående film. Den ser tilbage, men den ser også frem, og den binder det hele sammen i en stor, tilfredsstillende forløsning.

Kevin Feige, Marvel Studios’ præsident, har udtalt, at filmen ville ændre alt. Dertil kan man lægge, at mange – eller i hvert fald nogle højlydte fans har råbt på dødsfald og konsekvenser i længere tid. Og det får de. Jeg vil ikke afsløre hvem eller hvordan. Hvis du ikke har set den, men alligevel er fortsat med at læse, vil jeg gerne efterlade en smule mystik. Jeg vil blot sige, at et af dem overraskende mig, og de andre var, hvor mærkeligt det måske kan lyde, et passende og endda tilfredsstillende farvel til de figurer.

Jeg synes dog ikke, at alt er forandret, som Kevins udtalelse lagde op til. Men mindre kan også gøre det. Fokus er flyttet, og der er lagt op til nye eventyr med andre figurer og nye partnerskaber. Det skal nok blive spændende og underholdende.

Den fortjener en topkarakter, og jeg vil også kalde den Marvels bedste film til dato. Den skuffede ikke, og jeg er godt tilfreds. Det er en storfilm, og der er intet negativt at sige om den. Er den min nye yndlingssuperheltefilm? Nej, dog ikke. Men måske top 3. Det kommer også lidt an på parametrene. Det er i hvert fald en fantastisk superheltefilm. En af genrens bedste.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *