Captain Marvel

Efter ti år, tre faser og tyve film er Marvel omsider nået til den første solofilm med en superhelt uden buler i de stramme spandexbukser. Konkurrenten DC har ellers fået læsterlige prygl i flere år, men her er en bjergtinde, de nåede før Marvel, og en af de få ubetingede succeshistorier i deres filmunivers. Jeg taler naturligvis om Wonder Woman fra 2017, og jeg kan næppe undgå at sammenligne de to i denne anmeldelse.

Captain Marvel er i tegneserieverdenen et omstridt navn. Som du måske ved, var hovedpersonen i den kommende DC-film, Shazam!, også kendt som Captain Marvel, og han blev skabt allerede i 1939 – hvilket gør ham til den ældste Captain Marvel – og udgivet af et andet forlag, Fawcett Comics. Men DC sagsøgte Fawcett, fordi de mente, at denne Captain Marvel, en muskuløs, mørkhåret, superstærk, flyvende superhelt, lignede deres egen Superman alt for meget. Fawcett fik klø og opgav Captain Marvel.

Men tegneseriegudernes veje er uransagelige og brolagt med ironi, så en dag købte DC figuren, de selv havde sagsøgt hele vejen til tegneseriekirkegården, og da Timely Comics i mellemtiden havde skiftet navn til Marvel Comics og skabt en hulens masse superhelte inkl. deres egen Captain Marvel, kunne DC intet gøre. De havde selv sørget for, at den oprindelige Captain Marvel i praksis ikke fandtes, da Marvel skabte deres.

Carol Danvers a.k.a. Ms. Marvel, som hun så ud i begyndelsen.

Men den kuriøse historie bag “Captain Marvel-gate” stopper ikke der. For at beholde navnet var Marvel nødt til at udgive Captain Marvel-titler med jævne mellemrum, og når den ene version ikke blev en vedvarende succes, opfandt de en anden. I alt har syv forskellige figurer båret navnet i tegneserierne, og jeg spottede tre af dem i den nye film.

Filmens hovedperson er Carol Danvers. Hun er pudsigt nok den syvende og sidste person, der har overtaget titlen som Captain Marvel, men hun har eksisteret siden 1968 og var i alle årene kendt som Ms. Marvel. Jeg vil ikke afsøre hvem, der havde navnet først, for det vil muligvis spolere filmen for dig, hvis du ikke har set den endnu. Men Carol Danvers er den superhelt med tilknytning til navnet, der blev mest populær, og det er ikke overraskende, at hun omsider har overtaget navnet.

Hun er ingen Wonder Woman. Selvom hun er en af Marvels mest kraftfulde heltinder, skiller hun sig ikke ud fra mængden på samme måde. Dels fordi Marvel har rigtigt mange interessante og populære kvindefigurer – altså i tegneserierne. I filmuniverset har de været savnet, men det skyldes også, at flere af dem er mutanter og indtil for nylig var ejet af Fox – men også fordi Wonder Woman er den første superheltinde og blandt sine medsøstre er at sammenligne med Superman. Hun er bare den største.

Men filmene er sammenlignelige. De forsøger begge at gøre det samme; at etablere en kvinde som en badass superheltinde på egne præmisser i en mandsdomineret verden og i et filmunivers, hvor de er få og kommer fra baghjul. Og de gør det begge godt. Jeg var glad for Wonder Woman, som du kan læse i min anmeldelse. Og Captain Marvel når samme niveau.

Man kan sagtens argumentere for, at Wonder Woman var et større lyspunkt i et mørkt og dystert filmunivers, der kæmpede for at finde melodien, hvor Captain Marvel er sidste skvulp i en langstrakt og succesrig flodbølge af solstrålehistorier, og deraf falder sidstnævnte mere i kassen med beskrivelser som “mere af det samme” og lignende. Man kan bestemt også sige, at Wonder Woman er en vigtigere film for såvel genren som det filmunivers, den er en del af. Marvel ventede for længe, og selvom Carol Danvers er deres første superheltinde i en solofilm, føles det ikke som en begivenhed i nær samme grad som Wonder Woman gjorde.

Men som film er de lige vellykkede. Begge er solide superheltefilm, og jeg var godt underholdt. Hvis jeg skulle vælge en favorit, ville jeg nappe Wonder Woman, men indenfor rammerne af min hjerte-skala, får de samme bedømmelse. Skulle jeg vurdere hovedpersonen alene, ville jeg nok sige, at jeg er mere vild med Diana Prince, men Carol Danvers har også sine kvaliteter.

Jeg vil også give Marvel den ros, at selvom filmen naturligvis holder sig indenfor rammerne af den opskrift, der definerer deres filmunivers, har de forsøgt at give os en ny type oprindelseshistorie. Og her tænker jeg ikke kun på, at den foregår i 90’erne, og at katten Goose har fået sin egen plakat.

Jeg vil slutte af med at sparke til elefanten i rummet. Jeg vil ikke kalde den en feministisk propagandafilm, men den puster mere til ilden end Wonder Woman gjorde. Der er nogle scener her og der, hvor budskabet er næsten øredøvende. På det punkt fandt Wonder Woman et mere naturligt leje. Men de scener er forholdsvis få, og jeg synes ikke, at de trækker hele filmen ned. Men de er der, og hvis den slags er no-go for dig, er du hermed advaret.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *