Wonder Woman

Så fik jeg endelig set Wonder Woman. Patty Jenkins’ anmelderroste publikumsdarling om den gudeskønne prinsesse Diana fra paradisøen Themyscira, der redder piloten Steve Trevor og tager med til mændenes verden for at kæmpe i den store krig. Den fjerde film i DC’s filmunivers, men den første ubetingede succeshistorie.

Det lignede ellers en kamp imod alle odds. Superheltinder på film har altid halset efter deres mandlige modstykker. Selvom eksemplerne er få, og filmene ikke er dårlige, fordi helten er en kvinde, men fordi de er dårlige film, har idéen om, at superheltinder bare ikke kan tiltrække et stort publikum, forplantet sig i medierne og biografgængernes bevidsthed.

Samtidig er filmen en del af et filmunivers, hvor de 3 første film ganske vist har indtjent mange hundrede millioner, men de har også skuffet og endda jaget mange fans bort. Franchisen ville være på gyngende grund, hvis ikke Warner Bros. var fast besluttet på at tromle videre i et stædigt forsøg på at finde melodien og indhente konkurrenterne.

Men Wonder Woman overraskede alle. Anmelderne elskede den, og publikum strømmede i biograferne.

Gal Gadot og danske Connie Nielsen.

Det er den første film med en superheltinde i hovedrollen fra et af de to konkurrerende filmuniverser, og den første film med Wonder Woman, som, i modsætning til Batman og Superman, kun er bragt til live én gang tidligere i TV-serien med Lynda Carter i 1970’erne.

Feministisk forbillede

Wonder Woman blev skabt som et feministisk symbol af psykologen William Moulton Marston i 1941, og i nutidens politiske klima, hvor alle, og naturligvis også Hollywood, sætter fokus på diversitet og ligestilling, er Wonder Woman igen blevet det feministiske forbillede, hun blev skabt til at være.

Men det fylder ikke så meget i filmen, som man kunne tro, hvis man har fulgt debatten. Der er naturligvis flere scener, hvor den viljestærke amazonekriger og kulturen i en mandsdomineret verden i begyndelsen af 1900-tallet støder sammen, men de er først og fremmest underholdende. Man kan sammenligne dem med lignende kultursammenstød i Crocodile Dundee og Tarzan i New York. Jeg følte ikke, det handlede om at proppe et budskab ned i halsen på mig.

Filmen er et godt gammeldags actioneventyr. Nogen mener, at DC nu har kopieret Marvel, fordi de første 3 film, der var mørkere og mere dystre, ikke gik rent ind. Men Marvel har ikke opfundet den type familiefilm. De oprindelige Superman-film med Christopher Reeve er også familiefilm med humor, action og romantik. Alt det, mange savnede i Man of Steel, har de fået i Wonder Woman.

Håb og optimisme

Et actioneventyr med humor, drama, spænding og romantik, hvor det kan blive mørkt og dystert, men der også er håb og optimisme. En god familiefilm tager dig gennem hele følelsesregistret, og når rulleteksterne ruller, er alting godt igen. Og hvad er der galt i det? Det er superhelte. De er skabt til at redde dagen – og verden – ikke dø på stribe.

Fejden mellem DC og Marvel kan være barnlig, unuanceret og åndssvag. Tegneserierne har aldrig været diametrale modsætninger, så der er virkelig ingen grund til, at de to filmuniverser skal være det. Det klæder nogle film og karakterer at være mørke og dystre, men hele filmuniverset og alle karaktererne behøver ikke at være sådan. Er Wonder Woman en mere traditionel superheltefilm? Ja, det kan man godt sige, men det klæder hende. Vi har ikke brug for en ny Man of Steel.

Den fortjener masser af ros og succes. Det er en solid film, god og underholdende, flot og tempofyldt, og jeg glæder mig til at se mere til vidunderlige Gal Gadot Men jeg savner et eller andet udefinerbart, der ville få den helt op på mesterværkshylden.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.