The Mandalorian

Streamingtjenesten Disney+ er en sikker gevinst for Disney. Alle børnefamilier har brug for et abonnement. Og hvorfor ikke? Vi er alle vokset op med Disney-film, ugentlige tegnefilm og det årlige juleshow. Det er god, børnevenlig underholdning.

Men det er ikke den store Netflix-dræber, nogen muligvis troede. Hvis det ikke stod klart i forvejen, blev det tydeligt, da Disney-folkene censurerede Daryl Hannahs yndige og aldeles ufarlige bagdel i Splash. Få sekunders bar numse i en 26 år gammel PG-rated romantisk komedie var alligevel for hård kost for de stakkels små, vurderede en eller anden Mickey Mouse-type.

Med andre ord: Disney+ kan kun udfordre Netflix og de andre streamingtjenester på det marked, hvor de allerede er størst. Vil man se voksenunderholdning, kan man ikke nøjes med den nye streamingtjeneste.

Men for børnefamilier, barnlige sjæle og andre nostalgikere er det et fint, lille skatkammer. Jeg har allerede samlet mig en liste med klassikere som Det sorte hul, Rejsen til Jordens indre, The Computer Wore Tennis Shoes (med en purung Kurt Russell) og mange, mange andre fra min egen barndom.

Inden da starter jeg med The Mandalorian, for det er den, der lokkede mig ind på tjenesten.

Det er en TV-serie i Star Wars-universet skabt og produceret af Jon Favreau, der også har instrueret Iron Man og Iron Man 2 samt spiller Happy Hogan i MCU. Han befinder sig tydeligvis godt i veletablerede, omfangsrige franchiser som disse mastodonter.

Historien begynder fem år efter imperiets fald dvs. kort efter den tredje af de oprindelige film. Titelfiguren er en enlig, mandaloriansk dusørjæger a la Boba Fett, men ikke Boba Fett. Han er en mystisk fremmed af få ord, men hans handlinger afslører hurtigt, at han er en dygtig, kløgtig kriger med hjerte, retfærdighedssans og heltemod i rigelige mængder.

I modsætning til de nye Star Wars-film har jeg kun hørt rosende ord om The Mandalorian. Den er vældigt populær, også blandt de fans, der kun har had og afsky til overs for de øvrige film ud over de oprindelige tre.

Produktionen er flot, men på et forventelig niveau. Det er Star Wars, og naturligvis er der humor og spøjse figurer i børnehøjde her og der. Ikke mindst den nuttede baby-Yoda (som ikke er Yoda, men samme race), du formentlig har hørt om. Men tonen er generelt mere alvorlig end i filmene, og det klæder serien.

Actionfyldt rumeventyr

Samtidig er alting nyt i den forstand, at du ikke kender historien eller figurerne fra filmene. Du kender lignende figurer og deres verden og kultur. Men ikke disse specifikke figurer eller den handling, der udspiller sig. Det gør den herligt uforudsigelig, og det er formentlig den bedste årsag til populariteten. Der er ingen store forventninger til disse specifikke figurerne. Det giver dem masser af albuerum.

Jeg har nu set første sæson, og jeg er ret godt tilfreds. Jeg hyggede mig. Men jeg må sige, at den når ikke op blandt mine serie-favoritter. Ikke endnu i hvert fald. Al den hype har gjort mig en anelse undervældet. Kun en anelse. Men dog en anelse. Den mangler lige det sidste. Små detaljer i både handlingen og produktionen, der afholder den fra at udfordre de bedste serier.

Jeg vil naturligvis anbefale den, for det er stadig en god serie. En spændende fortælling og et actionfyldt rumeventyr. En fin rolleliste med bl.a. Nick Nolte, Carl Weathers, Gina Carano, Werner Herzog og Giancarlo Esposito. Du går ikke helt galt i byen, med mindre du overhovedet ikke er til genren.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.