Zombieland: Double Tap

Zombieland: Double Tap er en gyserkomedie fra 2019 og efterfølgeren til den 10 år ældre Zombieland. Den er skrevet og instrueret af de samme gutter, hhv. makkerparret Rhett Reese og Paul Wernick, der også har skrevet de to Deadpool-film sammen, samt Ruben Fleischer, hvis filmografi også tæller bl.a. Gangster Squad og Venom.

Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, Emma Stone og Abigail Breslin er alle tilbage, og selvom der er gået 10 år, har verden ikke forandret sig meget. Den er stadig hærget af zombier, og det umage firkløver er flyttet ind i Det Hvide Hus. Men den trygge hverdag er også kedelig, og gruppens teenager – okay, hun er ikke teenager mere, men hun er stadig ung og oprørsk – er træt af at bo “hjemme.” Så hun stikker af med en musiker, og så må de andre ud og lede efter hende.

Den er ikke uhyggelig, men skidesjov, og humoren har fået et ekstra nøk eller to i en skørere retning. De to skrivekarle har som nævnt også skrevet Deadpool-filmene, og Double Tap har den samme respektløse tilgang til emnet. Alt er en joke. Og en god portion af dem er meta-jokes, dvs. den tager pis på sig selv og sine egne figurer og regler.

Nu og da kammer platheden over, og det havde hjulpet, hvis den også havde en alvorlig side. Der er en smule drama i Jesse og Emmas parforhold, men det er også alt. Resten er en Deadpool’sk actionkomedie med zombier i sigtekornet.

Derfor er den ikke for alle, men jeg ku’ li’ den. De fire zombiedræbere er skønt selskab og charmerende, sympatiske figurer på hver deres måde. Der er masser af god kemi i mellem dem, og det er filmens styrke.

PS. Husk at se end credits-scenen også. Du bliver næppe skuffet.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *