The Cable Guy, også kendt på dansk som Hybridmanden, er en komedie fra 1996 instrueret af Ben Stiller. Du kender ham bedst som komiker, men han har instrueret flere film, bl.a. Zoolander og Tropic Thunder.
Steven (Matthew Broderick) er flyttet fra kæresten. Da han bestiller kabel-TV i sin nye lejlighed, får han besøg af installatøren Chip Douglas (Jim Carrey), som vælger at blive hans nye, selvbestaltede bedste ven.
Carrey brød stort igennem i 90’erne med komedier som Ace Ventura, The Mask samt Dum og dummere, hvor han spillede skøre roller og udnyttede sit gummiansigts fulde repertoire med stor succes. Jeg forventede mere i samme dur dengang, og Cable Guy undervældede både mig og alle andre.
Set i bakspejlet er det dog et modigt valg at bruge Carreys overdrevne mimik til en karakter, som ikke har de andre rollers overvindende charme, men i stedet opleves gennem Brodericks skeptiske øjne. Hybridmanden er uhyggelig.
Carrey betegnes ofte som en ét-trick-pony, men det er imponerende, han kan skifte mellem Ace Ventura, Lloyd Christmas (Dum og dummere), Edward Nygma (Batman Forever) og Chip Douglas. Trods mange af de samme tricks, er de fire forskellige personligheder. De små detaljer gør den store forskel.
Et strejf af alvor
Filmen stikker ud på Carreys filmografi, fordi der er et strejf af alvor. Humoren er mørkere, og det er bedst at være forberedt. Hvilket jeg naturligvis er ved dette gensyn, og derfor genvinder den tabt terræn.
Der er svipsere, men der er også masser af mægtigt sjove scener, som hører til blandt Carreys greatest hits. F.eks. middelalderturneringen, karaoke-festen og øretæverne til Owen Wilson på badeværelset.
Den er naturligvis også satirisk, og Stiller selv spiller en lille cameo-rolle i en række nyhedsklip, hvor en kendis er anklaget for mord. Det må være en kommentar til O. J. Simpsons retssag. Filmen er på samme tid en hyldest til skærmunderholdning og en løftet pegefinger.
Det er et lille, ambitiøst projekt med flere modige valg, som desværre ikke betalte sig dengang. Men retrospektivt er den både rigtigt god og gennemført. Carrey udvikler sit talent, og Stiller overrasker som instruktør.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.